Hvad er det du slæber med hjem?!

[Nathaniel]

Efter endnu en måned i fangeskab, havde Nathaniel igen affundet sig med sin skæbne. Efter deres første dag sammen, havde han været akavet og trist, men det havde hjulpet på det efter den første gang han havde set sine søstre. Han var let kommet tilbage i sin gamle vaner med at sørger for at der var aftensmad når Palmers kom hjem og at der var pænt og rent. Han havde dog også fået et par nye, som for eksempel at sove i Palmers seng, frivilligt, og at holde Palmers fra at ryge, igen frivilligt. Det værste var nok at han nød det og overfor Palmers var det meget svært at skjule. Det var ikke ligefrem noget han var stolt af, så det var kun sjældent at han faktisk indrømmede det.
Nu stod han i køkkenet og var i gang med at tilberede aftensmaden. Det var ikke videre svært, men en smule tidskrævende, siden han havde valgt faktisk at gøre en smule ud af det. Han havde tv’et kørende i stuen, da han ikke brød sig om at lejligheden bare var helt stille. Det gjorde at han følte sig ensom når Palmers ikke var hjemme. Det var stadig mærkelig for ham at savne hunden, men det skete nu alligevel. Han manglede kun at lade kødsaucen koge ind nu og derfor sad han bare ved køkkenbordet og ventede.

[Palmers]

Ashley havde haft en temmelig hektisk dag.Hvis de ord da kunne beskrive det.
For første gang i ufatteliglang tid havde hundene og kattene mødtes på slagmarkerne. Kattene havde planlagt et attentat på et offentligt indkøbscenter men de var blevet forrådt og Ashleys styrker havde været klar til at skærer dem af. Det var et godt tid siden Ashley havde haft mulighed for at kører sin Mecha til det yderste. Det var et adrenalin sus. Specielt da det vidste sig at hans modstander var ingen ringere end selveste Tenshi - leder af loppekræene.
Indrømmet; Tenshi havde været en værdi modstander. Det havde været held der til sidste argjorde det for Ashley og fik Tenshis Mecha tvunget i knæ. Det og så måske den fordel hundenes kvalitet af reservedele og teknologi gav ham.
Ashley skulle til at give Tenshi nåede stødet,men noget inde i ham fik ham til at stoppe. Nathaniel havde haft indflydelse på ham over det sidste halve år. Katte var meget anderledes end han havde fået fortalt... Nathaniel var i hvertfald. Var det også tilfældet med dette kræ? Han måtte videdet... Måtte vide om alt hvad hundene fik fortalt var en løgn...

Derfor stod Ashley nu foran døren til sin lejlighed, dækket i blod, aske og olie og med den besvimede Tenshi slynget over skulderen. Tenshi var allerede udstyret med halsbånd, armbånd og fodlænker. Han bed sig i læben... Nu kom den svære del... At forklarer sig overfor Nathaniel. Nathaniel havde efter et halvt år stadig ingen ide om Ashleys position som general af hunde hæren. Tingene gik lige så godt.... ville dette ødelægge alt? Der var ingen vej tilbage nu... Det måtte briste eller bærer...

Han fik læmpet døren åben og råbte: "Jeg er hjemme!"

[Nathaniel]

Nathaniel lyste op i et smil, da han hørte døren gå op og var allerede på benene, da Palmers kaldte. Han skyndte sig mod gangen.
"Der er altså stadig noget tid til maden er færdig, men det-" han nåede ikke længere før han fik Palmers at se. Smilet falmede og blev erstattet af et overrasket og forvirret udtryk. Hans øjne kørte over Palmers og opfangede hver lille detalje, hver lille skade, mens hans udtryk blev mere og mere bekymret. Til sidst stoppede hans øjne ved katten på Palmers skulder og hans ansigt formørkedes. Han lagde armene over kors og så pludselig meget utilfredst på Palmers.
"Palmers, hvad foregår der? Hvad er der sket med dig, og hvem fanden er det?" Han pegede mod katten, alt andet end tilfreds.

[Palmers]

Ashley kunne ikke helt skjule det svage smil der gled over hans læber ved det velkendte syn af Nathaniel der kom springene... Han virkede altid så lykkelig når Ashley kom hjem på det sidste. Den andens humør skiftede dog hurtigt da han så Ashleys tilstand. Ashley havde næsten forventet lidt sympati når han nu stod derdækket af sit eget blod, såret efter at havde set døden i øjnene. Han sukkede. Det var måske for meget at forlange?

"Det her," sagde han og hankede lidt op i katten på hans skulder så den ikke ville falde ned. "Er en lille kat ved navn Tenshi. Kræet forsøgte at slå mig ihjel så jeg syntes han skulle med hjem." Han gik forbi velkomst komitten og ind i soveværelset hvor han smed Tenshi på sengen hvis sengetøj allerede nu var lige til at smide ud - Olie og blod var ikke nemt at få af. Ashley fandt nogle kæder frem han havde liggene til mecha brug og fik kædet Tenshi fast til hovedgærdet. Forhåbelig ville denne nu ikke kunne skabe for mange problemer.

Han vendte tilbage til Nathaniel, udmattet. "Bare rolig han er her ikkefor at erstatte dig. Det er kun midlertidigt." Han tog sig træt til panden og fik smurt noget blod der løb fra en flænge i panden ud. "Jeg trænger til et bad..." mumlede han.

[Nathaniel]

"Jeg er ikke vred fordi jeg bliver erstattet, men fordi du gør det samme mod en anden kat som du gør mod mig," sagde Nathaniel, som havde fulgt efter Palmers ind i soveværelset. Han så hen på katten og synes der var noget bekendt ved ham, men kunne ikke helt få sat det sammen i sit hoved. Det var så længe siden han havde bekymret sig om katte og hundenes kampe. Det virkede alt sammen så fjernt når han levede sit isolerede liv.
Han gik hen til Palmers og så på flængen, med en bekymret rynke mellem brynene. Han tog Palmers hånd og trak ham med ud på badeværelset, hvor han fandt en vaskeklud, som han hurtigt fik vædet.
"Sæt dig på toilettet så jeg kan få set på den flænge... Har du andre sår?" Han dirigerede Palmers hen mod toilettet. "Og hvorfor kan du ikke bare lade os katte være. Det ville være så meget lettere. Hvorfor skulle han overhovedet prøve at..." Han stoppede. "Vent... Tenshi som i kattelederen Tenshi?"

[Palmers]

Ashley lod sig trække med og satte sig ned. Lige nu var der ikke meget andet end udmattelse tilbage i ham. Han havde intet imod at lade Nathaniel tage sig lidt af ham. Også selv om han virkede vred...
Han kunne ikke helt lade vær med at grine da Nathaniel spurgte om han havde flere sår. Hvis han ikke havde fået mere end en flænge i en kamp imod Tenshi så var kattene allerede besejret. Han så op på Nathaniel. Havde denne ikke opfattet det før nu?
"Ja," svarede han. "Jeg... " Det var svært at skulle forklarer... Men det var næsten bedre at fortælle Nathaniel det selv end at lade Tenshi gøre det.. Det var uungåeligt at Nathaniel ville finde ud af det...
"Mit arbejde.... Det involvere katte.. på en måde" sagde han tøvende som start. "Jeg..." Han sukkede. "Jeg er general for hundenes hær. Derfor prøvede Tenshi at slå mig ihjel. Indrømmet; jeg prøvede også at slå ham ihjel... men ja..." Det sidste kunne han ikke rigtig forklarer så han trak bare på skuldrene.

[Tenshi]

Omsider begyndte Tenshi at røre på sig... han havde været SÅ tæt på at få slagtet den køter til Ashley, men han havde tabt slaget grundet den lidt forældede teknologi hans mecha brugte.. dens AT felts generator var brudt ned længe før Ashleys, og det havde så betydet undergang da Ashleys halvmechadragt havde flået en arm af Tenshi's. det kabel som var koblet til hans hoved fra armen blev da revet brutalt ud hvilket efterfulgt af et hårdt stød fra maskinen havde smidt Tenshi ind i en bevidstløs tilstand.. faktisk havde Ashley redet ham fra at dø, da han fiskede ham ud af mechaen, som kort efter eksploderede...
Tenshi's smalle krop havde da bare ligget helt livløs hele vejen hjem til Ashley.. Nu vågnede han dog langsomt, forsøgte at sætte sig op, men uden held.. hans blik var slørret, og han havde svært ved at samle tankerne...
"Hvor fuck er jeg?" mumlede han næsten lydløst, men knækkede så over i en voldsom hosten.. han drejede hovedet så det blod der kom op splattede ud over puden... Hele hans krop føltes tung som bly, og han havde endnu ikke helt opfattet hvad der skete omkring ham...

[Nathaniel]

Nathaniel var gået i gang med at rense Palmers flænge, mens den anden forklarede sig. Han var forsigtig med at få det renset, da han gik ud fra at det gjorde ondt, men fik alligevel givet flænget et temmelig hårdt tryk da Palmers fortalte hvad han lavede.
"Ahva' er du?!" udbrød han og tog et skridt tilbage, så han kunne stirre på Palmers. "Og det har du ikke overvejet at fortælle mig det sidste halve år?! Hvorfor fanden... Hvad er der galt med dig?!" Han bed munden sammen og fortsatte med at rense hans flænge.
"Du er en idiot, ved du godt det?" spurgte han surt og blev færdig med at rense flængen.

[Palmers]

"Av!" udbrød Ashley da Nathaniel pressede hårdt imod hans flænge. "Pas på!"
Han så væk og bed sig let i læben. "Jo... men havde der været nogen måde at sige det på der ikke ville få dig til at hade mig?" spurgte han bittert, udemærket klar over at dette var den medst naturlige reaktion og at Nathaniel nok snart ville stoppe med sin ellers så søde opførsel...
Han lod Nathanielrense og tage sig af hans sår før han rejste sig og kom ud af tøjet. "... Jeg håber du har lavet nok mad... kræet derinde ligner noget der er ved at dø af sult," sagde han og tændte for vandet til badet. Normalt ville han havde Nathaniel med i karret, men mængden af blod og skidt var næppe et turn on for katten...

[Nathaniel]

"Det er alle katte!" bed Nathaniel og vendte sig væk fra Palmers. "Men som om det rager dig en skid..." tilføjede han mumlende, mens han rensede kludden. Han gik tilbage til soveværelset og så på Tenshi. Han rynkede på næsen. Normalt var han ikke sært, men han var kommet ind i vanen med at alt var rent, så Tenshi stank, mildt sagt...
"Hey... Er du okay? Slemme sår?" Han rynkede brynene og gik tættere på. Hans øjne faldt på blodet på puden. Det var ikke et godt tegn. Han bed sig i læben og så mod badeværelset hvor Palmers var. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, men han havde ikke lyst til at spørge hunden om hjælp.

[Tenshi]

Tenshis blik forsøgte at fokusere på den anden.
".... Urh... hvor er jeg?" spurgte han Nathaniel da han ankom.. først nu bemærkede han lænkerne om håndledende.
".... Hvad...? Hvad fuck er nu det!? Hvilket resultat af et surt røvhul har gjort det her!?" han rasede nu op, men endte ud i et nyt hosteanfald, hvor han kunne mærke blodet piple op i halsrøret, fik ham næsten til at kløjs i det... hans puls steg. pokkers! faren var altså ikke drevet over!?

[Nathaniel]

"Det sure røvhul vil så være Palmers," svarede Nathaniel og så forvirret på Tenshi. Han vidste altså intet om medicin og første hjælp... Han så mod badeværelset.
"Palmers!" kaldte han og tog et skridt tættere på Tenshi. "Palmers! Jeg tror han er ved at dø!"

[Tenshi]

Tenshi hostede videre, måtte lægge sig helt ned igen, missede øjnene.
"Palmers... Vent, hvad!?" hans udbrud gjorde at han trak alt hvad han kunne i håndjernene.
"FUCK! Fuck fuck fuck!!!! Jeg slår den køter i hjel!!!" hvæste han, mens en panisk følelse bredte sig i hans krop... men så vendte han blikket skarpt mod Nathaniel.
"...... Hvad laver du så her?" spurgte han så, inden hostene startede igen

[Palmers]

Ashley lod det varme vand rense de resterende af hans sår og bløde hans trætte muskler lidt op... Det havde været noget af en kamp. Det var godt at blive ren igen.. Ashley var ret obs på det med at være ren..
Da han var på vej ud af badet hørte han så Nathaniel kalde. Han sukkede. For helvede da også... Han tørrede sig og hoppede i de stadigt beskidte bukser. Blusen var dog så blodig og klam at han undlod den. Det skulle alligevel gå lidt stærkt. Med håndklædet over de muskuløse skuldre gik han ind i soveværelset til den nu vågne Tenshi og lidt forskræmte Nathaniel.
"Dø ligefrem? Så slemt kan det da ikke være... Du kan vel forhåbeligt godt klarer mere end det?" Spurgte han en smule hånende katten på sengen. Han så mildt på Nathaniel og bad ham:
"Jeg tror du skal skynde dig ud i køkkenet. Maden brænder på."

[Nathaniel]

Nathaniel stirrede på Tenshi. Ja, hvad lavede han egentlig her... Det hele virkede så meget mere åndssvagt, nu da han vidste hvem Palmers egentlig var. Dog blev han reddet af Palmers der endelig kom ud af badeværelset. Han så op på Palmers.
"Hvis det var sådan jeg lugtede da du først tog mig her hen, kan jeg altså godt forstå at du smed mig i bad," sagde han og så ned på Tenshi, med et ret medfølende blik, før han vendte sig og gik ud i køkkenet til maden. Maden var heldigvis ikke brændt på, men det var lige ved. Han rørte i det og slukkede på varmen, mens han gjorde det sidste klar.

[Tenshi]

Tenshi så efter Nathaniel som han gik, inden han rasende vendte blikket tilbage til Ashley.
"Hvad fanden er du for en køter!?" hvæsede han.
"Hvorfor går du ikke bare ud og drukner i dit eget smovs?" han tral brutalt i kæderne, men endte med bare at ligge helt stille igen, da han i nogle sekunder fik endnu et blackout, efterfulgt af et voldsomt hosteanfald... Sagen var den, at Tenshi havde haft lungebetændelse i en god tid efterhånden, så kampen havde taget alt for hårdt på hans spinkelt byggede krop.
"Du havde ikke nok nosser til at henrette mig, eller hvad?" hvæste han så, men med lukkede øjne og en stigende feber..

[Palmers]

Ashley kunne ikke helt lade vær med at grine lidt over Nathaniels kommentar...
Men jo Tenshi stank virkelig... han måtte have et bad.
Han sukkede og masserede sine tindinger. Tenshis raseri var trættende. Hvor fik han energien til at være så oprørsk selv efter den kamp? Mon det var derfor han var oprørs leder? Ashley beundrede ihvertfald hans udholdenhed.
"Mine grunde er min egen sag. Vi må have dig vasket og så kan vi se på dine sår... Nathaniel er ved at lave mad... Du ligner en der er ved at blive alvorligt syg..."
Han sukkede. Det komplicerede tingene... Han gik over til sengen, fik befriet kæderne fra sengenog i et jerngreb hævet Tenshi op over sin skulder med et godt tag i kæderne. Såslæbte han katten ud på badeværelset, ned i karret ogtændte for brugseren...

[Tenshi]

Tenshi hvæste af den anden.
"Ja, med sådan et psykotisk diktatur som køterføreren kører, er der ikke ligefrem mulighed for at få medicin til alle, vel? Pas på eller jeg hoster lungebetændelse på dig!" rasede han.. For ja, Tenshi var efterhånden temmeligt syg, og kampen havde ikke gjort det bedre... men alt i alt var det nok Tenshi's bedste kvalitet; udholdenhed
Da han blev samlet op vred han sig og strittede imod alt hvad han kunne.
"Vasket!? du må ha spist noget du ikke kan tåle!!" hvæste han højlydt, forsøgte at sparke den anden, men uden held.. istedet endte han bare ud i et nyt hosteanfald..
Da han endte i badekarret, var han nær besvimet igen, men kvikkede straks op da der blev tændt for vandet.. Hans øjne spærredes kort op, inden han med et rasende skrig forsøgte at slippe væk fra den anden.
"Hold det forbandede hunderenlighed fra mig!!" rasede han, slog ud efter den anden og kæmpede af fulde kræfter for at komme væk fra vandet..

[Palmers]

Ashley rynkede panden let. Så kattenes oprørs styrker havde ingen medicin? Det var faktisk en nyttig bid information... Hvis nu alle hunde blev vaccineret på forhånd og de så spredte en dødlig virus... Han rystede lidt på hovedet. Lige nu var det ikke tid at lægge strategier - Han måtte koncentrere sig om at få dyret foran sig rent.
Han fik sat kæderne godt fast om karrets vandhanen og fik fundet en saks frem fra badeværelsets skabet. Det var nok ikke muligt at få tøjet af Tenshi på den traditionelle måde...
"Lig stille hvis du ikke vil have jeg kommer til at klippe noget forkert af," sagde han monotont det var jo sådan set ikke hans problem og Tenshi fik kappet pikken af. Nu var han advaret. Ashley gik i gang med at klippe alt tenshis tøj af. Katten skulle vaskes igennem. Han stank virkelig....
"Nathaniel!" kaldte han iemsn han smed stumperne af det ulækre beskidte tøj på gulvet. "Tag ud og køb noget mere sæbe! Den her kat ligner noget der er løgn" sagde han og så hovedrystende på Tenshi. Hvordan kunne nogen lade sig selv blive så beskidt? Han fandt en masse flasker med shampoo og sæbe frem. Han ville nok kom til at bruge det hele og derfor måtte Nathaniel afsted. Han rejste sig og gik ud til nathaniel med sin pung. Her rakte han ham en seddel penge. "... Du må godt købe noget til dig selv for resten," sagde han og smilte svagt.

[Nathaniel]

Nathaniel så på Palmers og hævede brynene. Han tog pengene og rystede på hovedet.
"Virkelig? Det hjælper mig jo helt sikkert..." Han sukkede og gik mod døren, men stoppede lige som han skulle til at passere ham. Han så op på ham og lagde en hånd på hans arm, let og ømt som han normalt gjorde det, men han så mere bekymret ud end normalt.
"... Jeg er altså glad for du ikke er kommet noget alvorlig til," sagde han og strøg forsigtigt hans arm. "Prøv nu at være lidt... mindre dig selv over for ham. Det er altså svært at vænne sig til at være her." Han gik ud i gangen og fik sine sko på, tog sin jakke og gik ud af døren.