Oh, Memories, where art thou?

[Nathaniel]

Nathaniel satte sig ned. Ved Palmers spørgsmål rødmede han. Det var noget af det eneste han ikke kunne huske. Han rystede lidt på hovedet.
"Nej, det kan jeg ikke.. Men jeg kan huske deres navne. Isabella og Gabrielle." Han smilede lidt og så på bordet foran Palmers. "De er lige omkring 17 nu. En besværlig alder." Han grinnede lidt og fortalte om hvordan Isabella havde fundet sig en fyr, men hvordan han havde jagtet ham væk fordi han var en dårlig indflydelse. "Gabrielle er den fornuftige og stille type, så hun er nok den der sørger for de overlever. Isabella er meget mere vild. Hun vil gerne være voksen lige nu. Sådan var hun også da hun var 13." Han rystede på hovedet, som om han vidste så meget bedre, selvom han kun var et par år ældre end sine søstre.

[Palmers]

Ashley smilte.
"Den besværgelige alder huh?" gentog han. Han så lidt ud luften... Casandra havde også været i den alder... Deres far ville vende sig i graven hvis han vidste at hun havde været sammen med en kat.. Han ville sige at hun fik havd hun fortjente... I hans øjne ville Ashley vel også have bragt skam over familien på nuværende tidspunkt.. Han svansede rundt med en kat.. præcis som hans søster havde gjort det... Var der noget galt med deres gener? måske fra deres mors side?
Han sad og spekulerede lidt over hvordan Casandra mon havde mødt sin katte elsker, da Nathaniel holdte op med at tale..
"Ah.. eh de lyder søde nok... Der er lidt overbskyttende storebror i dig er der ikek?" Spurgte han med et lille smil, før han blev fjern igen. "... men det er der vel i os alle," sagde han langsomt.

[Nathaniel]

Nathaniel lagde hovedet på skrå. Palmers virkede fjern. Havde han sagt noget forkert? Han prøvede at smile lidt.
"Ja, jeg vil jo helst ikke have der sker dem noget... Har du også søstre?" spurgte han. Han kunne ikke huske at Palmers allerede havde fortalt ham om sin søster, ligesom han ikke kunne huske så meget andet.

[Palmers]

Ashley så på Nathaniel.
"Jeg havde... Hun er død. Men du har ret... man ønsker virkelig at der ikke skal ske dem noget..." Sagde han og bed sig i læben. Det gav et stik i hjertet at tænke på... Mange gange havde han gået det igennem i sit hovede.. Hvis nu han havde afvæbnet hende i stedet... Hvis nu han havde tænkt hurtigt nok i stedet for at handle på instinkt... Hvis han havde taget imod kniven og ladet hende få sin hævn.. det havde været at foretrække frem for at midste hende.
Han tog sig til hovedet. Det var ikke en god ide at tænke for meget på.. Han kunne nærmest allerede føle sig selv drukne i sorgen igen.. Han rystede på hovedet.
"Men det er godt at hører at dine søstre er et par glade, livlige og fornuftige personer... Så klarer de sig nok," Sagde han og gjorde sit bedste for at lyder glad på Nathaniels vejne.

[Nathaniel]

Nathaniel så på Palmers og rejste sig. Han gik om bag hans stol og lagde armene om ham.
"Det er jeg ked af at hører," sagde han oprigtigt. "Det er aldrig sjovt at miste..." han hvilede hovedet mod Palmers skulder og lukkede øjnene. Han spurgte ikke ind til søsterens død. Han kunne se at det pinte den anden for meget og han ville pine ham yderligere.
"Ja... Det håber jeg i hvert fald de gør," hviskede han og kyssede let Palmers kind.

[Palmers]

Ashley blev overrasket over den andens reaktion... Sidste de talte om det havde den anden spurgte ind til det og endt med at råbe og skrige af ham. Det havde kun gjort det værre. Men nu forsøgte han at trøste Ashley? Kunne det tænkes at uden sin hukommelse var Nathaniel rigtig glad for Ashley? Det var forvirrende... Hvordan ville tingene blive når Nathaniel blev normal igen?
Han lagde en hånd på den andens arm og nussede den ånsfraværent.
"Det er jeg sikker på de gør," sagde han og snore svagt. Hvis de var 17 og to skulle de sagtens kunne klarer sig...

[Nathaniel]

"Lad os tale om noget andet," foreslog Nathaniel og blev stående med armene om Palmers. Han vidste ikke om det hjælp, men han havde ikke lyst til at slippe Palmers. Grunden til at han ville skifte emne var delvist på grund af Palmers, der tydeligvis blev trist over emnet, og fordi han selv begyndte at blive bekymret for sine søstre.
"Skal jeg egentlig klippe mit hår mere? Jeg synes stadig det ser mærkelig ud, men er ikke sikker på det kan blive bedre..."

[Palmers]

Ashley nikkede.
Et emne skift ville være rart.. Han havde ikke forventet at han ville komme sådan til at tænke over tingene da han vad den anden om at fortælle om sine søstre...
"hva? Nej! Nej nej, jeg har købt dig noget..." sagde han og rejste sig, gik ud i gangen og kom tilbage med en pose han rakte Nathaniel. Inde i var hår midlet.
"Det er mærkeligt at de det så kort.. Jeg foretrækker det i den lidt længere længde," sagde han med et lille smil.

[Nathaniel]

Nathaniel så op på Palmers og smilede. "Tak," sagde han og tog midlet op. Han begyndte at læse, men fandt ud af at han ikke forstod hvad det var de forskellige ord betød. Han rynkede brynene. Kunne han ikke læse?
"Jeg forstår ikke hvad der står..." sagde han og rakte midlet tilbage til Palmers, med et lidt afventende blik. Han gik ud fra at hunden kunne læse. Det ville være mærkelig hvis hunden ikke gjorde når han nu havde kontor arbejde.

[Palmers]

Ashley så lidt overrasket på katten.
"Kan du ikke læse?" spurgte han overrasket. Han mindedes ikke at gave fået det fortalt før nu...
Han rystede lidt på hovedet og tog imod middlet og læste instrukserne op. De fortalte om hvor meget der skulle bruges til hvilken længde osv... Ashley fandt frem til at der skulle vaskes hår/hovede med det hver morgen og aften i tre dage så ville håret være tilbage til dets gamle længde. Det råede også en fra at vaske sig andre steder med det.......
Ashley rakte midlet tilbage.
"så behøver du ikke klippe dig," sagde han med et lille smil.

[Nathaniel]

Nathaniel tog det og smilede. Han knugede det ind mod brystet, glad for at Palmers ville ofre pengene på ham så hans hår ikke så mærkeligt ud mere, selvom han egentlig ikke havde noget mod længden.
"Jeg vil gå i bad så," sagde han og løb en hånd gennem sit korte hår. "Så det kan blive pænt igen." Han passerede Palmers, så han kunne gå ud på badeværelset.

[Palmers]

Ashley nikkede og lod den anden gå.
Han sukkede...
Nå, i det mindste ville Nathaniel komme til at se ordentlig ud igen..
Men hvor længe kunne tingene fortsætte på denne måde?
Han gik ind i stuen og satte sig ned og så lidt tv...

[Nathaniel]

Nathaniel gik i bad og fik vasket sit hår med midlet. Han tog sine bukser på, men hans hår var stadig vådt, så han gik ud mens hans stadig tørrede sit hår, med sin trøje på armen. Han fandt Palmers i stuen, men blev i døren til soveværelset mens han havde bar overkrop. Han tjekkede sit sår i hovedbunden, men det var næsten helet. Han smilede lidt.
"Ved du hvad, mit sår er næsten helet. Det her er en rigtig god dag."

[Palmers]

En uges tid senere var Ashley efterhånden vant til at Nathaniel mødte ham i døren med et stort smil, mad på bordet.. De ville vaske op og så gå ind i sengen... Det havde de gjort stort set hver dag siden Nathaniel og han blev enige om at det var fint bare at dele seng uden for et forhold... Ashley var også blevet vant til at gøre det med den villige Nathaniel... Det var helt anderledes fra tvangen... De fik meget mere ud af det på denne måde.. Han smilte lidt for sig selv ved tanken.
Han drejde nøglen til hoveddøren og trådte ind i lejligheden. Endnu en dags arbejde veludført.
"Jeg er hjemme," Sagde han, som han plejede.

[Nathaniel]

For første gang i lang tid mødte Nathaniel ikke Palmers i døren. Da han tidligere på dagen havde taget sig en lur, eftersom det var blevet rimlig sent om aftenen før han fik nogen søn, var han vågnet op til et hoved fuldt af minder, nye som gamle. Først havde han panikket, hvor han havde været dybt taknemlig over at Palmers var på arbejde, for snart efter havde han været så vred på sig selv. Hvordan kunne nogensinde have troet af hunden var venlig? Og hvordan kunne han have delt den seng villigt? Hvordan havde han nogen sinde kunne tro at hunden ikke havde taget ham mod hans vilje?
Tanker og minder havde fløjet gennem hans hoved inden for de sidste par timer, hvor han havde siddet på sofaen og stirret tomt på en slukket tv skærm. Han blev nærværende da han hørte Palmers stemme. Han vidste ikke hvordan han skulle regere. En del af ham havde lyst til at springe op og hilse hunden som om intet var galt, en anden del havde lyst til at løbe ud og skælde og en helt tredje del, den største, havde lyst til at grave et hul han kunne dø langsomt af skam i. Derfor blev han siddende på sofaen, hænderne i skødet og hængende øre.

[Palmers]

Nathaniel stod ikke på spring i døren som han plejede... Ashley tog skoene af... Stadig ingen Nathaniel.
"Nathaniel?" kaldte han. Hvorfor kom han ikke? "Nathaniel er du okay? Er du faldet igen?"
Han gik ud af gangen, igennem køkkenet og ind i stuen.
Nathaniel sad der på sofaen. Ashley rynkede panden.
"Nathaniel? Er du okay?" spurgte han igen og gik over til katten. han lagde en hånd på hans skulder.

[Nathaniel]

Nathaniel fløj op, da Palmers rørte ham, som havde om Palmers berøring ramte ham. Han vendte ryggen til ham og lagde armene om sig.
"Ja... Jeg er okay. Jeg kan huske igen," sagde han og lukkede øjnene. Hvad ville Palmers gøre? Der var ikke mad klar, som der plejede, og han ville ikke sove ved siden af hunden som han havde gjort de sidste par dage og han havde i hvert fald ikke tænkt sig at have sex med hunden. For første gang i lang tid boede han igen på sofaen. Han bed sig i læben.
Han vidste ikke om han skulle være vred på hunden. Han var jo blevet advaret om at han ikke ville bryde sig om at han havde været villig når han kunne huske igen. Han lukkede øjnene. Hvordan kunne han have været villig? Han have været så dum og naiv...

[Palmers]

Ashley stirrede lidt på den anden.
Han huskede igen..? Han bed sig i læben. Han forsøgte at fortælle sig selv at han havde vidst at dette ville ske.. At tingene ikke ville fortsætte på den måde... Han havde sagt det til sig selv... og alligevel havde han ladet sig rive med på den måde. Han skulle have stoppet sig selv mens legen var god... men Nathaniel havde været svær at sige nej til, med de ulykkelige øjne... og så det lykkelige smil... og kyssene... Hvordan skulle han kunne modstå? Han knyttede hænderne let.
"Nathaniel..." hans stemme var blid... og en smule vemodig. Han ville sige noget... men han vidste ikke hvad... Han så væk.
"..Du behøver ikkelave mad.. jeg er ikke sulten... sov hvor det passer dig..." sagde han uden at kunne skjule den lette bitterhed. Så gik han ind i soveværelset og lukkede døren efter sig. Han ville være alene..

[Nathaniel]

Nathaniel vendte sig og så på den lukkede dør. Han ønskede at han ikke kunne huske noget igen, ønskede at gå efter Palmers. Hvorfor havde han stadig sådan nogen trænge? Han greb en pude og pressede den mod sit hoved, mens han skreg i frustration.
Efter noget tid gik han alligevel ud og lavede mad. Han var trods alt sulten og det var hunden sikkert også. Da han var færdig puttede han mad til Palmers på en tallerken, omkring den mængde hunden normalt spiste, og gik hen til døren og bankede på. Han åbnede den.
"Jeg ved du sagde du ikke var sulten, men jeg lavede stadig mad..." sagde han og så hen mod hunden.

[Palmers]

Ashley så op da Nathaniel kom ind. Han kunne ikke lade vær med at være en smule glad for at den anden alligevel bekymrede sig nok for ham til at komme med mad.
Han nikkede.
"Tak... du kan stille det på natbordet," sagde han og lavede en gestus imod det lille bord ved siden af sengen. Han havde ikke nogen særlig lyst til at spise... Han følte sig stort set ikke sulten.. specielt ikke efter Nathaniel blev normal og bitter igen... Han så væk.
".... Jeg sagde det til dig... At du ikke ville kunne lide mig når din hukommelse kom igen," Sagde han.. stadig en smule bittert.