|
|
Post by Nathaniel on Aug 2, 2012 17:53:51 GMT -5
Nathaniel gjorde som Palmers sagde og satte maden på natbordet. Han så ned og bed sig i læben.
"Det ved jeg. Jeg kan godt huske alt hvad du fortalte mig," svarede han og vendte sig mod døren. "Kan vi.. bare lade det ligge? Jeg prøver stadig at finde ud af hvad der helt præcis..." er galt med mig, ville han sige, men det virkede forkert. "... Hvad der helt præcist skete... mellem os." Han tog i døren.
|
|
|
|
Post by Palmers on Aug 2, 2012 19:06:53 GMT -5
Ashley så væk.. Nathaniel virkede ikke vred på ham spm sådan, men stemningen var akadet...
Men det generede stadig Ashley at efter alle hans advarseler havde den anden stadig ikke ville holde sig tilbage og nu fortrød han alligevel... det var pisse irriterende.
"Den del kan jeg godt fortælle dig om," Sagde han bittert. "... Jeg advarede dig og fortalte dig tingene som de var men du insisterede på at 'starte forfra' og så endte vi med at..." han havde svært ved at afslutte.... Han tog sig til hovedet. Hans stemme havde været bitter indtil nu men det sidste blev sagt i en stilfærdigt , sørgmodigt tone:
".. At blive elskere."
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Aug 2, 2012 19:23:21 GMT -5
Nathaniel knyttede hånden omkring håndtaget. Han kunne udmærket huske hvad han havde sagt, hvad han havde følt og hvad de havde lavet. Han ville råbe af Palmers at han ikke behøvede at blive påmindet om noget af det. At han fortrød det hele, selvom det ville være løgn. Han forstod bare ikke længere hvad han havde tænkt og det forvirrede ham. Men hundens pludselig sørgmodige stemme overraskede ham og han vendte hovedet for at se på hunden igen. Han bed sig i læben. Hvis han ikke havde fået sin hukommelse tilbage havde han været hos Palmers lige nu og kysset ham og trøstet ham, så han ikke længere var trist. Selvom han ønskede at det hele var sådan, kunne han ikke få sig selv til at gøre det.
"Jeg ville ønske jeg aldrig havde fået hukommelsen tilbage," sagde han pludselig og ligeud. Han så væk. "Det hele var så meget bedre. Og..." Han rødmede. "Jeg nød det, det gjorde jeg virkelig... Men nu kan jeg ikke glemme hvad du gjorde. Måske med tiden.." Han bed sig i læben. "Jeg håber du kan lide maden..." Han åbnede døren.
|
|
|
|
Post by Palmers on Aug 3, 2012 5:27:36 GMT -5
Ashley så efter den anden.
Det var selvfølgelig naturligt at den anden ikke ville kunne tilgive ham for at kidnappe ham og voltage ham... Det ville han aldrig kunne. Uanset hvad han sagde. Bitterheden ville altid være der... Og Ashley var blevet trukket længere end en han hVde tænkt sig. Hva var der gået af ham? Hvorfor var den anden så vigtig for ham? Det var aldrig hans mening at ende sådan... Det havde været meningen at han ville knække katten og lærer ham at kende sin plads... Og nu bekymrede han sig i stedet for hvordan den anden havde det og hvad han syntes om Ashley. Og Nathaniel hadede ham... Hvad var der sket..? Han skulle aldrig have samlet katten op.... Det var nærmere Ashley der var knækket... Det kunne ikke fortsætte på den måde... Så ville det begynde at påvirke hans verdens syn og position... Han var i krig, og han havde ikke plads til at tænke på hvorfor eller sin modstanders helbred... Der var kun en vej hvis han ikke skulle komme i stor konflikt snart...
".... Forsvind," sagde han lavmældt og bittert uden at se på den anden. "Tag hjem til dine katte venner og små søstre!"
Han knyttede hænderne. Han ville tage halsbåndet af den anden og så ville Nathaniel flyv ud af døren og aldrig komme tilbage... For det var det han ville... Væk fra Ashley... Det var bedst sådan... Han ville ikke gå op og ned af den anden mere... Ikke efter hvad der var sket... Han skulle aldrig havde ladet sig trække ned i det... Nu måtte han trække sig selv ud igen.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Aug 3, 2012 5:51:21 GMT -5
Nathaniel skyndte sig ud af døren og lukkede den efter sig, så der var et eller andet mellem ham og Palmers. Han lænede sig op af den og trak vejret dybt. Han kunne godt forstå hunden avr sur, sådan da, men han kunne ikke gøre noget selv. Og hvordan skulle han tage hjem til sine søstre, når han havde halsbåndet på?
Han gik ud i køkkenet og spiste sin mad alene. Han ville ønske at han aldrig havde mødt hunden. Han kunne ikke engang tage hjem uden at blive set skævt til. Han rørte ved øremærket. Han ville forevigt være mærket som en forræder, selvom han aldrig havde gjort noget for at hjælpe hundene. Han så ned på sin mad, der næsten ikke var rørt. Mente hunden at han ville sætte ham fri?
|
|
|
|
Post by Palmers on Aug 3, 2012 13:12:08 GMT -5
Ashley gik kort tid efter Nathaniel.
Han havde besluttet sig. Katte skulle ud.
"Nathaniel. Kom her," sagde han kort, og koldt. Han forsøgte at gemme alle de miksede følelser væk langt inde i sig. Det var på tide at sige farvel til alt det og glemme at han nogen sinbde havde mødt Nathaniel... Ellers ville de snart gå galt.. For dem begge.
Han havde kommanderen i lommen og tog den frem når den anden kom der hen. Han trykkede kombinationen for at få halsbåndet låbnet og slukket for.
Så rakte han op og tog halsbåndet af Nathaniel. Han så på ham et øjeblik med døde øjne. Det var svært at få det sagt... men det var nødvendigt... Han så væk.
"Forsvind," sagde han som tidligere. "Jeg vil aldrig se dig igen."
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Aug 3, 2012 13:31:43 GMT -5
Nathaniel kom hen da Palmers kaldte, selvom han var lidt nervøs for hvad hunden ville gøre. Han lød så koldt, som da han først ankom og det bekymrede ham. Han så op på Palmers.
"Hva-" han stoppede da Palmers fjernede hans halsbånd. Hans hånd gled op til hans pludselige frie hals. Det føltes mærkeligt efter han så længe at have haft det på. Han så op på Palmers med store øjne. Ordene rungede i hans hovedet. 'Forsvind. Jeg vil aldrig se dig igen'. Han bed sig i læben. Et øjeblik virkede det som om at han ikke ville gå, at han ville blive hos Palmers, men så vendte han sig om og gik hen til døren. Han var forsigtig med at åbne. Han var ikke helt sikker på om hunden snød ham. Men da der ikke skete noget lukkede han døren efter sig og gik mod trappen. Han vendte sig ved toppen og bed sig i læben.
Han håbede lidt på at Palmers ville komme ud efter ham, men han ventede ikke længe før han gik ned og startede den lange tur hjem. Han glædede sig til at komme hjem, til at komme hjem til sit normale liv, sine søstre og sine venner, men han kunne ikke lade vær med at være bekymret. Han var trods alt øremærket... Han måtte bare finde en måde at skjule det på...
|
|
|
|
Post by Palmers on Aug 3, 2012 13:43:53 GMT -5
Ashley stod alene tilbage.... Han stirrede på en plet på gulvet...
Han høtrte hoveddøren åbne og lukke... Men ingen fodtrin.... Gik han ikke?
Hans hjerte slog et håbefuldt hårdt slag. Måske han kom tilbage... og blev af sig selv...?
Men så kom skridtne ned af trappen... en klump samlede sig i maven... det føltes som om nogen havde stukket en hånd ind i brystet på ham og rusket lidt i hans ribben og bagefter kastet boldt med hans hjerte.
Nu var han virkelig væk... og han ville aldrig komme igen... Han gik over til vinduet... Betragtede Nathaniel gå og forsvinde rundt om hjørnet...
Han bed sig i læben... hans ben føltes som om de ville give efter og han satte sig ned med ryggen mod væggen og hovede imellem benene... Sådan sad han længe...
Hans hovede var blankt... Han ville aldrig se ham igen...
|
|
