|
|
Post by Palmers on Dec 29, 2011 18:40:16 GMT -5
Det var blevet vinter i InuCity. Folk havde været travlt optaget af juletravlheden, og julestressen havde kun lige lagt sig.
Ashley selv havde ikke haft meget tid til at tænke over julen. Han havde arbejdet næsten i døgndrift i de sidste par uger, og var kun kommet hjem for at skifte tøj og sørge for at der var mad til hans lille kat, Nathaniel.
Ikke at de havde set meget til hinanden. Nathaniel lod ikke til at være interesseret i at snakke med Ashley, og Ashley havde ikke haft tid til at finde ud af hvad han ville stille op med katten. Da han først havde mødt ham var det bare meningen at han ville ydmyge ham lidt ved at vende hans liv op og ned, men nu var det Ashleys liv der blev vendt rundt på. Det var mærkelig at der var nogen i lejligheden... På ene ller måde var det egentlig meget rart ikke bare at komme hjem til en tom lejlighed... ikke at Ashley nogensinde ville indrømme det overfor Nathaniel.
Nu sad han så i sin bil på vej hjem. I han hanskerum lå en lille pakke... En pakke der havde ligget der i de sidste to uger efter hånden... han kunne simpelthen ikke finde ud af om han burde give ham den eller ej... Det havde vel trods alt været jul... Og de boede jo sammen... Men det kunne jo give Nathaniel en opfattelse af at Ashley rent faktisk kunne lide ham... Hvilket han naturligvis ikke kunne! Nej det var nok bedst at lade vær...
Alligevel stod Ashley ti minutter senere i døren til sin lejlighed med pakken på ryggen.
"... nathaniel?" kaldte han, for en gang skyld en smule nervøst. Var det her nu også klogt?
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 29, 2011 19:04:36 GMT -5
I løbet af den tid Nathaniel havde tilbragt hos Palmers havde han lært hundens vaner at kende. Han sørgede for at huset altid var nogenlunde rent, da han havde tid nok til at rydde op, og han prøvede altid at lave aftensmad, selvom han ikke altid vidste hvornår hunden kom hjem. Han havde flere gange prøvet at finde en måde at flygte på, men havde til sidst indset at han ikke kunne komme ud, så længe han havde halsbåndet på. Han havde brugt de nogen af mange timer alene på at træne sin læsning. Han havde tid nok og selvom han ikke ligefrem var tålmodig, var det gået fremad. Han var efterhånden blevet rigtig god til, syntes han ihvertfald selv. Men han havde ikke fortalt det til Palmers. Når han ikke læste eller ryddede op så han tv. Han havde fundet et par serier som han kunne lide.
Da Palmers kom hjem var Nathaniel i færd med at lave aftensmad, en af han mere eksperimentelle retter, som sjældent lykkedes særlig godt. Han så mod gangen da Palmer s kaldte på ham. Han gik ud i gangen mens han slikkede sine fingre rene. ”Ja?”
|
|
|
|
Post by Palmers on Dec 29, 2011 19:09:44 GMT -5
Ashley smilede for sig selv da Nathaniel kom ud. Han var jo nærmest blevet helt lydig... hans opførsel havde også ændret sig meget efter et stykke tid. Han var nok kommet frem til at han ikke kunne flygte og at det var bedre at tilpasse sig...
"Du er ved at lave mad?" Spurgte han, da han kunne lugte maden ude fra køkkenet.
Han havde næsten glemt hvad han kaldt den anden ud efter da han blev opmærksom på pakken omme på ryggen igen.
"Luk øjnene," beordrede han, med et svagt drillende smil.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 29, 2011 19:13:14 GMT -5
Nathaniel nikkede til hundens spørgsmål, men hans opmærksomhed var mere på hvad der var omme bag hundens ryg. Det så ud som om den gemte noget for ham.
Ved hundens ordre fløj hans blå øjne op og undersøgte hundens ansigt. Var det nu en god idé? Man vidste jo aldrig hvad hunden kunne finde på. Han bed sig tøvende i læben.
"Hvad er det du har bag ryggen?"
|
|
|
|
Post by Palmers on Dec 29, 2011 19:17:05 GMT -5
"En musefælde," Sagde han koldt, uden tøven.
"Jeg har tænkt mig at klappe den sammen om dine fingre som afstraffelse for din dårlige opførsel."
Han holdt den kolde seriøse maske et par sekuner før han rullede med øjnene og smillede en smule drillende, som for at sige 'hvad tror du selv?'
"Luk nu bare øjnene ikke?" Sagde han utoldmodigt.
Han trådte et skridt længere ind i lejligheden og lukkede døren, med ryggen til den, med sin frie hånd. han ville helst ikke have hans nabper så at han gav sin kat en gave... Hvad gik der egentlig af ham? Det lignede ham ikke at gøre den slags... Måske en musefælde i virkeligheden have været en bedre ide?
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 29, 2011 19:22:20 GMT -5
Nathaniel var på næppet til at komme med en spydig kommentar over Palmers første kommentar, men nåede det ikke før han fortsætte. Forsigtigt smilede han tilbage, da Palmers ligefrem virkede i et godt humør. Det var sjældent at han prøvede at drille Nathaniel.
Med endnu et halvtvivlende blik på Palmers lukkede han øjnene. Hans øjenlåg sitrede svagt, da han var klar til at slå dem op igen, ved kort varsel, hvis det viste sig at hunden havde snydt ham. Han havde taget hænderne om på ryggen for en sikkerhed skyld
|
|
|
|
Post by Palmers on Dec 29, 2011 19:29:34 GMT -5
Ashley smilte lidt over den andens mistroiske overførsel. Den vidnede trods alt om at Ashley ikke var alt for blødsøden... Men ville den respekt i form af frygt blive ødelagt hvis han gav ham gaven? Skulle han virkelig heller stikke ham en flad eller sådan noget nu?
Det virker bare lidt... ondskabsfuldt... Ashley var jo ikke ligefrem ond... Men han var opdraget til at katte ikke var noget værd og at man måtte bahndle dem som man ville... hans far havde altid behandlet dem dårligt... det var bare sådan man gjorde... Var det ikke?
Jo det var nok bedst han ikke gav ham gaven og bare stak ham en.
Og alligevel lå gaven i Nathaniels hænder to sekunder senere...
Inden i ville katten finde en lille chip... En chip der ville tillade Nathaniel at forlade huset i en radius af fem kilometer... så fremt han kom hjem igen inde for et bestemt tidsrum, bestemt af Ashley....
Tiden måtte vise om det var et klogt træk at give den gave..
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 29, 2011 19:35:09 GMT -5
Nathaniel rynkede brynene da han mærkede den lille pakke i hænderne og han åbnede øjnene og betragtede den uforstående. Han skottede overrasket op til Palmers og han blev mod sin vilje spændt på at finde ud af hvad pakken indeholdte. Han pakkede den op og tog chippen op. Skuffelsen bølgede ind over ham, men han havde ikke vidst hvad han skulle forvente, så han sørgede for at skjule det. Efter en smule overvejelse om hvad dimsen dog kunne være, så han op på Palmers.
"Hvad er det?"
|
|
|
|
Post by Palmers on Dec 29, 2011 19:43:21 GMT -5
Ashley kunne ikke rigtig finde ud af hvad han skulle gøre af sig selv imens Nathainiel pakkede op, så han begyndte at fumle med at få overtøjet af. Hvorfor blev han pludselig nervøs? Han sendte stjålende blikke imod Nathaniel. Ville han blive glad...?
Han mærkede et stik af bitterhed da den anden umiddelbart så skuffet ud. Var der noget han hellere ville have haft? Det forsvant dog hurtigt igen da det gik op for ham at den anden slet ikke vidste hvad det var. han grinte lidt i lettelse - en latter der let kunne tages som om Ashley morede sig over Nathaniels uvidenhed.
"Den hører til dit halsbånd," forklarede han. Det var mærkeligt at skulle forklarer præcis hvad det var han gav ham. Så han tog et par skridt forbi Nathaniel og ind i lejligheden imod køkkenet. Det var akadet at se på ham imens han forklarede det...
"Den lader dig gå udenfor.... Op til fem kilometer herfra... Så fremt du kommer tilbage til den aftalte tid der bliver kodet ind i halsbåndet... Ellers... ja ellers fungere det ligesom det plejer hvis du går uden for.." Det sidste blev bare sagt fordi Ashley ikke ville virke for gavmilg eller flink... Han ville ikke miste den respekt Nathaniels frygt havde givet ham.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 29, 2011 19:49:40 GMT -5
Nathaniel flugte med Palmers gennem lejligheden, for ikke at misse noget af det han sagde. Dog standsede han brat, da han hørte hvad den lille dims kunne. Han stirrede målløst på hunden. Glæden vældede op i ham. Han kunne komme udenfor igen, efter den lange tid, hvor han havde været indespærret i lejligheden, men intet at foretage sig. Vigtigst af alt, han kunne se sine søstre igen.
Hans øjne blev blanke, ved tanken om sine søstre og glæden over den gave Palmers lige havde givet ham overvældede ham fuldstændigt. Med et sprang han på hunden, men det var ikke et angreb, men en omfavnelse. Hans glæde var for stor til ord.
|
|
|
|
Post by Palmers on Dec 29, 2011 19:58:51 GMT -5
Ashley blev fuldstændig overrumblet. I et øjeblik var han næsten helt sikker på at Nathaniel var gået til angreb på ham og instinktivt røg hans hånd ned til kommaderen der lå i hans lomme. Dog nåede det at gå op for ham at den anden ikke var ude på at slås før han nåede at trykke på noget. Nej Nathaniel... krammede ham?
Han kiggede forvirret ned på kræet der hang på ham. Han havde regnet med at han blev glad med... Betød det så meget...? Nu ville den anden ikke miste respekten for ham vel...? Skulle han skrape ham af sig og minde ham om hans plads?
Han rømmede sig.
"Yeah... Altså... Bare lad vær med at forsøge at stikke af. Eller kontakte modstands bevægelsen. Alt du siger og gør blive optaget på video og lyd igennem halsbånden, okay? Du har fået et vidst privilige, så husk at der følger ansvar med... hvis du misbruger den... tillid... Så bliver det privillige taget fra dig igen, forstår du?" Sagde han, så kodlt som han kunne. Det var svært, for et eller andet sted var det rart at se den anden blive så glad... Og egentlig var den anden også meget kær, når han hang sådan på Ashley.....
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 29, 2011 20:06:26 GMT -5
Nathaniel så op på hunden og nikkede lydigt, selvom han knap hørte hvad hunden sagde. Han kunne stadig ikke finde ord der passede til glæden, men en svag spinden lød fra ham mens han stadig holdt om hunden. Med et slap han hunden og trådte væk, da han selv blev opmærksom på lyden, og en svag farve viste sig i hans kinder.
For at prøve at undgå at den anden lagde mærke til hans forlegenhed, skyndte han sig ind i køkkenet for at tjekke på sin mad.
"Hvornår må jeg prøve den?" spurgte han over skulderen. På trods af sin forlegenhed, kunne han ikke skjule ivrigheden i sin stemme
|
|
|
|
Post by Palmers on Dec 29, 2011 20:11:57 GMT -5
Ashley smilte. Tilfred med den andens lydighed. Så var respekten da ikke helt død.
Så så han forvirret ned. Hvad var det for en lyd han lavede? Knurrede han af Ashley? Nej han smilte jo... hvad var det så...? Kunne det passe at... Han smilte overlegent.
Spandt den anden lige?
Han fulgte efter ham ud i køkkenet.
"Efter maden. Vi kan gå en tur sammen hvis du vil?" Foreslog han.
"Hør... Spandt du lige før?" Spurgte han med et drilsk smil. Han havde aldrig hørt en katte spinde i virkeligheden før. Det var egentlig ret morsomt. "Blev du helt kærlig eller hvad?"
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 29, 2011 20:15:26 GMT -5
Nathaniel mærkede sine kinder blive helt varme og var glad for at han stod med ryggen til den anden. Han rystede benægtende på hovedet.
"Det var min mave der knurrede. Jeg er sulten og hele huset lugter af mad!" sagde han stædigt og lidt for kraftigt til at det virkede sandt. Han vendte sig ikke om mod den anden og prøvede at virke så uanfægtet som muligt mens han så til maden.
|
|
|
|
Post by Palmers on Dec 29, 2011 20:18:30 GMT -5
Ashley begyndte bare at grine.
"Jeg vidste godt at katte kunne spinde når det blev nusset, emn ligefrem spinde af glæde?" Sagde han, stadig grinene.
"Kom herhen så nusser jeg dig lidt bag øret," Sagde han og viftede den anden hen imod sig. Han ville gerne hører den anden spinde igen.
"Kom så putter jeg også chippen i nu vi er ved det," lokkede han, med et drillende smil.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 29, 2011 20:22:33 GMT -5
Nathaniel så hen på ham med et irriteret blik. Han var stadig helt rød i hovedet.
"Jeg laver altså mad. Det ender med at brænde på, hvis du bliver ved med at forstyrre!" Han vendte hovedet væk igen og bed sig i læben. Han ville egentlig gerne have chippen på og prøve den af, men han brød sig ikke om at have vist den alt for bløde side af ham frem til hunden, selvom det havde været rart at have så nær kontakt med en igen.
|
|
|
|
Post by Palmers on Dec 29, 2011 20:27:31 GMT -5
Ashley rystede bare grinene på hovedet.
"Så okay da, for denne gang. Så må det vel vente til senere," Sagde han. Der bvar et løfte gemt i ordene om at Ashley nok skulle tage emnet op igen senere. Imellem tiden gik han ind og tændte for tv'et.
Han dumpede træt ned i sofaen. Han havde jo trods alt arbejdet hårdt på det sidste...
Han zappede over på nyhederne. Flere nyheder om kattene der havde slået til forskellige steder...
det betød mere arbejde. Han sukkede og lændte sig træt tilbage... Måske han bare skulle lukke øjnene lidt..? En kort lur før middag? Og sådan gik det til at Ashley faldt om af udmattelsé i sofaen og begyndte at sove.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 29, 2011 20:32:37 GMT -5
Nathaniel kølede af mens han lavede maden færdigt. Det blev faktisk bedre end meget af det han havde lavet førhen. Han dækkede bord og gik så ind i stuen for at informere Palmers om at maden var færdig, men da han så at hunden søvn tøvede han. Han vidste jo hvor meget hunden havde arbejdet for tiden. Istedet for at vække hunden fandt han et tæppe at ligge over ham.
Han spise alene og sørgede for at maden blev holdt varmt til engang når Palmers vågnede. Han satte sig foran sofaen og tog fjernbetjeningen og fandt en kanal med nogen han fandt interessant.
|
|
|
|
Post by Palmers on Dec 30, 2011 6:50:25 GMT -5
Ashley vågnede først meget senere. Hans krop havde brug for søvnen, og da ingen vækkede ham tillod de sig for en gangs skyld at tage den.
Da han endelig vågnede var det ved det blevet sent. Han missede med øjnene... Han var faldet i søvn på sofaen...? Det føltes som om han havde sovet længe... han så over på et ur. Klokken var tyve minutter over ni. Han satte sig forskrækket op. Tyve minutter over ni?! I sin omtumlethed troede han i et øjeblik at den var tyve minutter over ni om morgenen. Han kom forsent på arbejde! For første gang nogensinde!
Han strøg rundt i lejligheden, med en tandbørste i munden for at blive klar... det var først da han fik øje på sit digital ur i soveværelset at det gik op for ham at det stadig var aften. Han satte sig lettet ned på sengen, og små grinede lidt af sin egen dumhed.
"For fanden da..." mumlede han for sig selv.
"Nathaniel? Nathaniel hvorfor har du ikk vækket mig? Skulle vi ikke spise?"
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Dec 30, 2011 6:57:06 GMT -5
Nathaniel havde siddet på gulvet og undrende betragtede hunden mens denne for rundt. Han fattede ikke hvad der gik af den. Havde Palmers mistet forstanden eller sådan noget?
Da hunden kaldte rejste han sig og gik hen til døråbningen til soveværelset.
"Du lignede en der kunne bruge søvn, så jeg lod dig sove" han træk på skuldrene. "Jeg har sørget for at maden stadig er varm. Det er ude i køkkenet."
|
|
