|
|
Post by Palmers on Jan 16, 2012 10:04:24 GMT -5
Ashley rynkede panden og trak på skuldrene.
"Det ved jeg faktisk ikke helt... Hvis der er andre inde i elevatoren måske... Det er aldrig godt at gå alene ind i en elevator med en fremmed hund hvis man er en kat... Ellers tror jeg ikke du skal bekymre dig for meget over det... Men hvad ved jeg... Jeg kan jo ikke rigtig tale af erfaring? jeg er ingen kat, og har ikke haft en før så," Sagde han og trak på skuldrene. Elevatoren ankom til gadeplanet og Ashley gjorde tegn til at Nathaniel skulle gå med udenfor. Ude på fortorvet smilte han så skævt og spurgte:
"Hvilken retning vil du så helst først?"
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 16, 2012 10:14:44 GMT -5
"Jeg har aldrig været i en hunds elevator før," mumlede Nathaniel tilbage, men lod samtalen dø der. Han havde ingen erfaring på det punkt og det havde Palmers tydeligvis heller ikke.
Ude på gaden drejede han rundt om sig selv, for at tage så meget af omgivelserne ind som muligt. Han kunne genkende en smule af gaden fra vinduet og han vendte sig for at kigge op på bygningen. Efter at have lokaliseret Palmers lejlighed, vendte han opmærksomheden mod Palmers.
"Vejen hjem," sagde han ærligt. "Men jeg tvivler på du vil tage mig den vej..."
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 16, 2012 10:21:07 GMT -5
Ashley løftede et øjnbryn og pegede op ad.
"Vi er lige kommet derfra," Sagde han, uforstående. Ashleys hjem lå jo oppe i lejligheden, og han regnede det efterhånden også for at være Nathaniels hjem. Han boede der jo også?
Ashleys blik gled ned over gaden. Hvorfor skulle han ikke ville fører han tilbage i lejligheden....? så gik det op for ham hvad den anden mente.
"Oh.... Du mener dit gamle hjem?" Sagde han. Han kløede sig lidt i nakken. "Altså... du kan jo kun gå ud når du for lov og i et bestemt tidsrum.... vi kan vel godt gå derhen af... Men du kan godt droppe alle tanker om at stikke af og 'komme hjem' for alvor, okay?" Sagde han og drejede til venstre imod den gade han først havde mødt Nathaniel på.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 16, 2012 10:28:51 GMT -5
Nathaniel rynkede brynene. "Ja, mit hjem? Hvad skulle jeg ellers mene?" spurgte han. Hunden kunne vel ikke mene at lejligheden var hans hjem? Det var ikke et hjem det var bare et fængsel. Han valgte ikke at svare Palmers omkring hans planer om at komme hjem. De planer ville han nok aldrig droppe. Han skyndte sig bare at følge efter hunden.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 16, 2012 11:45:39 GMT -5
Ashley ignorede bare Nathaniels spørgsmål og fortsatte i den retning han havde bevæget sig imod. Spørgsmålet var bare om han overhovedet kunne huske den præcise vej derhen imod... hvor langt var der egentlig derhen? De kunne maks gå 5 km.... Der var i hvertfald 4 hen til der hvor de mødtes... Og hvor boede Nathaniel i forhold til det? Tja, det ville vel vise sig...
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 16, 2012 11:49:44 GMT -5
Nathaniel fulgte med Palmers. Han havde ikke selv nogen idé om hvor langt der var hjem eller i hvilken retning det var, så han havde ikke andet valg end at følge hunden.
Da de havde gået omkring 3,5 km begyndte han at kunne genkende området, men der var stadig langt til det sted hvor de havde mødtes. Alligevel satte han farten op og overhalede Palmers, som han ellers havde holdt sig bagved.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 16, 2012 11:55:25 GMT -5
Ashley kunne ikke lade vær med et smile svagt over den andens ivrige opførsel.
Nu måtte de jo se hvor lang tid det holdt.... Hvis ikke Nathaniel kunne komme hele vejen hjem ville han nok ikke blive fantastisk lykkelig, men det måtte han finde sig i.
Han havde jo egentlig ikke rigtig nogle planer om at lade den anden komme hjem. Chippen var købt så Nathaniel kunne få lidt luft og sådan....
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 16, 2012 12:02:58 GMT -5
Nathaniel tog føringen og tempoet. Han førte dog ikke Palmers til sit hjem, da han ikke ville sætte sine søstre i fare, men til den plads hvor de tit mødtes. Det var ikke så langt fra hvor han var stødt ind i Palmers.
Da han for alvor begyndte at nærme sig markedet, virkede det som om halsbåndet begyndte at stramme en smule. Først lagde han ikke til noget og fortsatte bare fremad, men jo tættere på han kom jo mere virkede det som om halsbåndet begyndte at kvæle ham.
De var knap 50 meter fra indgangen til markedet før Nathaniel stoppede. Hans åndedræt var en smule anstrengt, da halsbåndet forhindrede ham i at trække vejret frit. Han lukkede øjnene, før han langsomt begyndte at gå igen, mens han hev mere og mere efter vejret, men han virkede fast besluttet på at strække det så langt han kunne.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 16, 2012 13:00:30 GMT -5
Ashley måtte sætte faren op for at kunne følge med Nathaniel.
"Hey, hey rolig nu, stedet forsvinder ikke hvis du går langsomere," Sagde han, og fnøs af den andens utoldmodighed.
Det var først da Nathaniel stoppede op at Ashley lagde mærke til at noget var galt. Den andens vejrtrækning var underlig, og han så ud til at have ondt.
Han så sig tilbage. Hvor langt var de gået?
Han greb ud efter Nathaniels bluses halsåbning og hev fat. Han trak ham 50 meter baglæns før han gav slip på den anden.
"Du ender med at kvæle dig selv din lille tumpe," Sagde han irriteret. "Du kan ikke gå længere end her til, okay?"
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 16, 2012 13:11:18 GMT -5
Nathaniel gjorde sig fri af Palmers og vendte sig mod ham. "Jeg kunne sagtens gå længere," protesterede han, selvom han stadig hev lidt efter vejret. "Jeg kunne sagtens nå der hen..." Han lukkede øjnene. I hans hovedet gennemgik han den hurtigste rute hjem der ikke løb gennem markedet.
"Jeg burde kunne..." Han begyndte hurtigt at gå et par gader væk fra markedet før han drejede og begyndte at finde hjem. Hver gang han nåede begrænsningen på halsbåndet, vendte han om og prøvede en ny vej, men hver gang det mislykkedes blev han mere og mere frustreret.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 16, 2012 13:26:26 GMT -5
Ashley besluttede sig for at bare at følge med indtil Nathaniel gav op.
Til sidst tabte han dog toldmodigheden og greb ud efter den anden og fangede hans håndled.
"Så er det godt," Sagde han irriteret. "Du kan ikke komme hen til dit gamle hjem okay? Det ligger ude fra dine granser okay? Drop det og lad os gå den modsatte vej."
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 16, 2012 13:34:35 GMT -5
"Nej!" udbrød Nathaniel og prøvede desperat at vride sig fri af Palmers. "Vi er så tæt på!" Han var faktisk ikke så frygtelig langt væk, men nok til at han ville være død længe før han nåede hjem. Det var frustrerende at tænke på hvor tæt han havde været på at komme hjem og så måtte give op så tæt på.
Vrede blandet med sorg vældede over ham og fik hans øjne til at løbe i vand. Det var også al sammen Palmers skyld. Hvis han ikke havde været så forbandet stædig havde Nathaniel sikkert kunne komme væk fra ham. Han vendte et rasende blik mod hunden. Hunden var skylden til alt dette. Han var grunden til at han ikke længere kunne se sine søstre. Med en ryk fik han gjort sig fri af Palmers.
"Det er din skyld. Jeg er så tæt på! Hvis du bare kan give mig en kilometer mere!"
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 16, 2012 14:43:25 GMT -5
Ashley blev i et øjeblik overrasket. Han havde næsten glemt at Nathaniel havde et temperament inde under hans lydige overflade.
Hans læber deltes i en snerren. Han sagde ikke noget men greb bare fat om den andens liv, løftede ham op og smed ham over skulderen, og bar ham så afsted - tilbage imod lejligheden.
Mage til utaknemlig lille.... Vreden kogte i ham, men han havde ingen intentioner om at skabe en scene her i offentligheden der kunne skade hans omdømme... Skønt der nok ikke ville være nogen der ville sige noget til det hvis Ashley straffede sin kælekat....
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 16, 2012 14:49:18 GMT -5
Nathaniel snerrede og hvæsede og prøvede at kradse Palmers, men kunne ikke udøve nogen skade på ham gennem alt hans tøj. Hans vrede blæste en smule over omkring halvvejs, men han blev alligevel ved med at kæmpe mod hunden for at komme ned. Personligt havde han ikke noget problem med at skabe en scene i offentligheden. Det skete forholdvis tit hos kattene.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 17, 2012 0:27:41 GMT -5
Ashley ignorerede bare Nathaniels sprællen og kæmpen, men han blev stadig mere og mere irriteret.
Det lille kræ kunne bare vente sig.... Når de kom hjem skulle han nok straffe ham for hans utaknemlighed.
Ashleys hårde militær træning gav heldigvis pote. Hna havde intet problem med at bærer Nathaniel hele vejen hjem, selv ikke imens han sprællede. Folk kikkede lidt efter dem og begyndte at hviske sammen. Det var trods alt en smule bisat at se en hund bærer på en kat, men det fleste endte med at gå ud fra at det måtte være fordi katten skulle straffes for et eller andet....
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 17, 2012 2:00:45 GMT -5
Nathaniel blev ved med at kæmpe mod Palmers selvom han godt vidste at det ikke hjalp på hans situation det mindste. Han vidste også at Palmers ville straffe ham, hvordan vidste han ikke. Efterhånden var han også ligeglad. Han ville bare væk fra hunden og være alene.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 20, 2012 14:06:11 GMT -5
Da de endelig kom hjem og Ashley smækkede døren i smed han Nathaniel fra sig på gulvet.
"Hvad tror du at du har gang i?! At skabe en scene midt ude i offentligheden! Jeg har et rygte der skal passes! Du kan godt regne med der går lang tid før du kommer ud igen!" snerrede han og så rasende på ham. "Utaknemlige lille skadedyr!"
Han sparkede til kattens ben før han stormede irriteret imod sit arbejdsværelse og låste døren. Forbandede dyr!
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 20, 2012 14:23:19 GMT -5
Nathaniel hvæsede af Palmers og flyttede væk, men sparket ramte alligevel. Han trak benene til sig, fik rejst sig og så efter Palmers.
"Et rygt der helt sikkert blive bedre af at du flygter med halen mellem benene!" skreg han. Han kunne ikke kontrollere sin vrede og som sædvanlig fik det ham til at sige ting han ikke burde.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 20, 2012 14:29:11 GMT -5
Ashley ignorerede Nathaniels skrigeri. Han vidste godt at han ville komme til at smadre Nathaniel synder og sammen hvis han lod sit temperament løbe af med ham. Og det ville han højst sandsynligt komme til at fortryde. Nathaniel skulle have en chance for at køle af, og det skulle han også selv. Han orkede ikke at diskutere med ham.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 20, 2012 14:38:14 GMT -5
Nathaniel hamrede hænderne ind i væggen, da han indså at Palmers bare ignorerede ham. Han havde håbet at Palmers ville gøre noget, så han selv ville have en grund til at angribe. En grund til at tage noget vrede ud på Palmers, selv hvis det betød at han kom til skade.
Han flygte Palmers og bankede på døren. "Kom nu! Du er vel ikke så bange for lille mig at du er nød til at lukke dig inde!' han kunne mærke tårerne vældede op i sine øjne, men han prøvede at holde dem nede.
|
|
