|
|
Post by Palmers on Jan 20, 2012 15:31:09 GMT -5
Ashley vidste godt hvad Nathaniel havde gang i. Den anden var vred og ulykkelig og havde brug for at lade det gå ud over en eller anden. Naturligvis var den en eller anden Ashley, eftersom det var ham der holdt Nathaniel inde spærret. Men Ashley havde ikke lyst til at lade sig provokere. Sidst de havde skændtes havde det ikke ført noget godt med sig.
"Gå hen og læg dig misser," Svarede han koldt igennem døren. "Hvis du har brug for at afreagere så slå hovedet imod muren."
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 20, 2012 15:39:09 GMT -5
Nathaniel hvæsede rasende over Palmers ord og slog på døren med sine knyttede næver, til tårerne tog over. Et halvkvalt hulk undslap ham og han vendte ryggen til døren og flygtede ud på badeværelset, hvor han kunne græde uden at hunden kunne hører ham. Han smækkede døren hårdt efter sig og satte sig op af den, med ansigtet begravet i hænderne.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jan 20, 2012 15:53:22 GMT -5
Ashley ventede på at Nathaniel havde raset ud. Han nåede lige at opfange det halvkvalte hulk før han hørte badeværelsets døren smække. Vreden måtte være gået over i sorg. Han låste sin dør op og kiggede ud. Nathaniel var ingen steder at se. Han måtte have låst sig inde på badeværelset. Måske det var en god ide at give ham lidt fred?
Ashley gik ud i køkkenet. Han sukkede. Måske han bare skulle lave lidt mad... Når nathaniel en gang kom ud igen måtte han jo være sulten...
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jan 20, 2012 16:06:29 GMT -5
Nathaniel græd ud. Han havde set frem til at se sine søstre igen, og det at endnu et af hans håb var blevet knust var svært at bære.
Da han ikke længere havde nogen tårer tilbage begyndte han at overveje sine muligheder. Det var måske ikke umuligt at komme i kontakt med hans søstre selvom han ikke kunne komme helt hjem. Måske kunne han opsøge et af de steder hvor de og deres venner kom udenfor området, eller måske kunne han finde en af sine egne venner der kunne give dem en besked. Hvis der da var nogen der ville tale med han...
Efter lang tid rejste han sig og gik over til vasken. Han vaskede sit ansigt i et forsøg på at fjerne det forgrådte ved ham. Det lykkedes delvist. Han lukkede sig ud af badeværelset og gik ind i stuen, klar til hvad end Palmers havde planlagt.
|
|
|
|
Post by Palmers on Mar 18, 2012 15:51:36 GMT -5
Ashley var gået i gang med at lave mad. Indbagt laks med lidt grønt og kratoffler. Katte kunne vel lide fisk? Han hørte ikke den anden komme ud af badeværelset så han fortsætte bare i sine egne tanket. Var han for hård ved den anden? At miste sine søskende var trods alt ikke let... Det vidste Ashley jo bedre end nogen anden. Hans tanker gled over på sin søster... Han havde forstået hvordan hun havde kunne forelske sig i en kat. For Ashley havde de ikke været andet end skadedyr... Efter at havde nødt Nathaniel havde tingene ændret sig lidt... Katte havde vidst sig at have mere til fælles med hunde end Ashley nogensinde havde forestillet sig... "Undskyld søs'" mumlede han for sig selv. Hendes handlinger havde ikke været så tossede som først antaget.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Mar 18, 2012 17:15:45 GMT -5
Nathaniel betragtede Ashleys ryg mens han gik rundt i køkkenet. Han vidste ikke helt om han skulle gøre opmærksom på sig selv eller ej. Det virkede dog ikke som om hunden var særlig vred, han lavede jo mad... Måske kun til ham selv, men det ville han vel ikke gøre hvis han regnede med at straffe Nathaniel for hans opførsel.
Han lagde hovedet let på skrå da den anden mumlede for sig selv. Der var stille nok i køkkenet til at han kunne høre ordene. Søs. Ja han kunne godt huske at Palmers havde haft en søster. Skænderiet var svært at glemme. Han blev stadig vred når han tænkte over at Palmers kunne have dræbt sin egen søster, men det var først nu at han opfattede at Palmers faktisk fortrød det. Han bed sig i læben og gik over til en stol.
"Hvordan var hun?" spurgte han stille og satte sig ned.
|
|
|
|
Post by Palmers on Mar 18, 2012 17:56:48 GMT -5
Ashley hoppede næsten i overraskelse da katten pludselig sagde noget. Han havde ikke set ham komme. Ashley bed sig i læben. Nathaniel havde tydeligvis hørt ham... Han så væk.
"Hun... Hun var meget venlig... Men oprørsk... Hun fungerede ikke sammen med vores far... Hun delte ikke hans synspunkter..." Sagde han og rystede lidt på hovedet. Det var århundredes underdrivelse, men der var ingen grund til at gå i detaljer.
Han vendte laksen på panden og slukkede så for komfuret.
"Gider du dække bordet? Vi skal have fisk..."
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Mar 18, 2012 18:05:41 GMT -5
Nathaniel rejste sig og dækkede bordet. Han var ikke rigtigt sulten, men han nænnede ikke at sige det til Palmers. "Men du kunne lide hende? Delte du din fars synspunkter?" Han afsluttede borddækningen og satte sig ned igen. Han så på Palmers igen. Det virkede virkelig som om hunden virkelig havde elsket hans søster. Det burde ikke komme som en overraskelse men han havde stadig svært ved at forestille sig hvordan Palmers havde kunne slå hende ihjel, hvis han elskede hende.
|
|
|
|
Post by Palmers on Mar 18, 2012 18:36:58 GMT -5
Ashley sætte tænktsomt maden på bordet og tog plads i sin sædvanlige stol.
"Jeg elskede hende, ja, men samtidig var jeg vokset op med min fars synspunkter. Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved dem på samme måde som hun gjorde... " Sagde han. Faderen havde ikke ville slå på sin unge datter, men Ashley derimod... Han havde ikke sat sig op imod faderen efter de første par gange med tæsk...
"Desuden bakkede min skole op om min fars ord... Der var ikke rigtig noget der tyede på at han tog fejl," Sagde Ashley og trak på skuldrene. Han øste op på tallerknerne.
"I sidste ende var hun nok den modigste af af os... Hun stod i hvertfald hårdnakket ved hvad hun troede på... " Han smilte lidt ved tanken og pustede på sin laks før han spiste den.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Mar 19, 2012 4:22:44 GMT -5
Nathaniel betragtede sin mad og stak en smule til den, oven på den dag han havde haft var han ikke sulten. Han kunne kun al for let forstille sig hvilke synspunkter Palmers far havde haft og hvilke han selv havde troet på. Det var jo det alle hunde voksede op med, ligesom alle katte lærte at frygte hundene når de voksede op.
"Kunne.. hun lide katte?" spurgte han og så op på Palmers.
|
|
|
|
Post by Palmers on Mar 19, 2012 5:32:36 GMT -5
Ashley var nær blevet kvalt i sin mad. Om hans søster kunne lide katte?! Hans udtryk gik fra vred, til bitter, til opgivende. Det var svært at finde ud af hvordan hans søster havde kunne... Og så alligevel... Han skævede til katten over for sig. Hvordan kunne man se et skadedyr som en potientiel elsker. I et kort øjeblik prøvede han at forestille sig selv, afklæde den anden og... Han så væk. Hvorfor føltes hans kinder lettere varme? Nok fordi det var så sygt og uhørt...
"Tja, hun... Hun var sammen med... en kat," Sagde han og skar en grimasse. "Ikke at hun fortalte os noget om det... Jeg fandt først ud af det da..." Han stoppede sig selv... han havde først fundet ud af det den dag han vendte hjem fra en offentlig henrettelse... Hans søster havde skreget op... Det havde vidst sig at en af de katte han havde henrettet havde været hendes elsker... Hun kunne ikke tilgive ham. Hun havde grebet en kniv... Han lukkede øjnene og forviste minderne. Han ville ikke tænke på det.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Mar 19, 2012 5:49:30 GMT -5
Nathaniel stirrede på Palmers, lettere nervøs. Det var tydeligt at det ikke var det rigtige spørgsmål at stille. Da Palmers lod til at affinde sig med at han havde spurgt blev han lettet. Dog lagde han mærke til den lette rødme i den andens kinder. Hvad fanden gik det ud på?
"Piger. Man kan slet ikke komme igennem til dem hvis de først har forelsket sig. Mine søstre er lige kommet i den alder hvor han-katte er lidt er interessante. Men hellere en kat end en hund." meget af samtalen havde kørt over i en halvmumlende samtale med ham selv. Han tog en bid af sin mad.
|
|
|
|
Post by Palmers on Mar 19, 2012 5:59:07 GMT -5
Ashley nikkede. Han havde det på samme måde - bare omvendt. Langt hellere end hund end en kat.
"Yeah... Det kan blive problematisk hvis man ikke holder sig inde for egen race... Det var det ihvertfald for in søster."
Han færdiggjorde sin mad og skævede til nathaniels tallerken.
"Har du ikke tænkt dig at spise?"
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Mar 19, 2012 6:06:44 GMT -5
Nathaniel så ned på sin tallerken, med hans næsten urørte mad. "Jo det skal jeg vel." Han spiste halvdelen af sin mad, før han ikke kunne spise mere uden at få kvalme. Han så op på Palmers for at spørge om det var fint nok.
|
|
