Akward turtle is akward

[Palmers]

Ashley var lige kommet hjemog smed sig udmattet på sofaen. De seneste par dage havde Nathaniel ikke taget imod ham i døren når han kom hjem. Ikke at han kunne bebrejde ham... Afstanden imellem dem var større nu en nogensinde før føltes det som om. Ikke at det burde være et problem for Ashley. Men alligevel... Han følte stadig en smule skyldfølelse for hvad han havde gjort.

// Nathaniels ansigt var fortrukket i en blanding af smerte og nydelse. Hans stemme knækkede over i et højt støn og han lagde armene om halsen på Ashley, tiggende efter at få den anden dybere i sig. "A-ahh P-palmers!" //

Ashley rystede voldsomt på hovedet. Drømmen havde plaget hans nattesøvn de sidste par nætter. Det var altid det samme... Det startede med et sløret minde fra voldtæget og gik så over i Nathaniels tiggen efter mere. Ashley slog en hånd for panden og kørte fingrene igennem håret. For fanden da...! Hvor kom de tanker fra?! Det var bestemt ikke ham selv der havde bedt om dem! Han var jo slet ikke interesseret i katten på den måde.... var han? Han sukkede frustreret. Billede af Nathaniels lystne ansigts udtryk med øjne der tiggede efter mere blev ved at flyve igennem hans hovede... Han bandede lavmældt. Sikke noget...! Han så sig om... Katten var ingen steder at se... måske den tog et bad?
Han sukkede frustreret. Lynlåsen til hans bukser var hurtigt åbnet og han lod sine fingre glide let hen over boksershortsnes overflade... Han var allerede hård... Shit... Det var også den forbandede kats skyld...

// Ashley rakte ud efter den anden. Hans fingre strejfede let den andens hud og Nathaniel skælvede let under berøringen. Hans krop længtes efter at blive rørt ved... //

Ashley hev sin privathed frem og blod sine fingre glide hen over den og skælvede selv let. Fuck....

// Ashley bevægede hofterne og ved det første stød ind i Nathaniel miksede et lille skrig sig med en lys højlydt stønnen... Han pumpede ind i den anden som stønnede og så op på ham med bedende øjne. "M-mere.." bad han. //

Han formede en cirkel med hånden og pumpede op og ned, imens hans hjerterytme og vejrtrækning blev hurtigere.

// Nathaniel lagde benene om hofterne på Ashley og Ashley satte tempoet op. Snart var de begge nået deres grænse. "Ah.. a-ah! Palmers!" Nathaniels stemme knækkede over idet de kom samtidig //

Sammen med dem kom den virkelig Ashley også. Et svagt: "N-nathaniel..." undslap hans læber.

Ashley så på sin hånd. Den hvide væske klistrede til hans fingre. Han kørte den frie hånd igennem hans hår. Fuck... hvad havde han gang i?
Han greb en serviet fra sofabordet og fik tørret sig af, lukket sine bukser og gået ud til skraldespanden ved køkkenet....
Fucking shit.....

[Nathaniel]

Nathaniel var ganske rigtigt i bad, et af hans lange bade, som han så tit tog nu hvor der var varmt vand, desuden foretræk Palmers at han holdt sig ren, og for tiden ville Nathaniel ikke gøre noget for at gøre hunden vred. De sidste par dage havde været slemme nok som det var, selvom han knap havde sagt et ord til hunden. Han havde i hvert fald gjort hvad han kunne for at deres samtaler forblev korte.
Det var svært at være i nærheden af hunden efter voldtægten. Ikke kun fordi at minder stadig gjorde ondt at tænke på, men også fordi han var begyndt at føle mere end bare vrede og skam, og det skræmte ham mere end selve voldtægten. Når han tænkte tilbage på hvordan Palmers havde startet ud med hans fingre, blev han varm i kinderne, ikke med skam, men med lyst, og nogen gange blev han endda hård. Han kunne ikke forstå hvad der var galt med ham, når det skete. Palmers havde jo taget ham mod hans vilje, og så alligevel blev han tændt af det bagefter. Hvis han dog bare kunne forstå hvad det var der foregik med ham ville det helle være meget nemmere. Det kunne vel ikke være fordi hunden tændte ham, måske var det fordi han var homoseksuel, men han var aldrig blevet tændt af en anden mand før.
Han hørte hoveddøren blive lukket og så instinktivt i retningen af hoveddøren. Så hunden var hjemme. Selvom han var færdig med badet træk han det ud. Der var ingen grund til at være i hunden selskab længere end højest nødvendigt. Efter et par minutter stod han alligevel op og fik tørret sig. Han havde sørget for at han havde skifte tøj med ind på badeværelset, netop i det tilfælde af Palmers ville komme hjem mens han var i bad. Han ville ikke risikere at blive fanget nøgen af hunden i tilfælde af at han havde specielle lyster igen.
Da han endelig var fuldt påklædt og næsten hel tør, forlod han badeværelset. Lige som han skulle til at tage i døren til stuen hørte han hunden sige hans navn. Kaldte hunden på ham? Nej, det lød anderledes. Det lød mere som… stønnen.
Nathaniel vendte sig brat væk fra døren og stirrede ned på gulvet. Havde hunden lige onaneret mens han tænkte på ham? En vild varme steg op i hans kinder og nedre dele. Han lukkede hårdt øjnene og bed sig i læben. Hvad fanden var der galt med ham? Det tog ham flere minutter før han var klar til at åbne døren og gå ud. Han skævede rundt og ledte efter hunden. I det mindste så det ikke ud som om Palmers havde efterladt sig nogen spor…

[Palmers]

Ashley vaskede sine hænder i køkken håndvasken. Alt andet ville være uhumsk. Han tørrede dem og kørte med et suk en hånd igennem det sølvgrå hår med de hvide og sorte strejf. Han så ned på sin hånd. Hvad fanden havde han haft gang i? Han bed sig i under læben. Bare den anden ikke havde overhørt noget... Han sørgede for at lukke sin bukser ordentligt og kløede sig så i nakken. Han vidste ikke hvad han skulle give sig til... Under normale omstændigheder ville han have hilst på Nathaniel og så gået ind og arbejdet, men der var ikke noget arbejde den dag og det virkede akadet at kalde på Nathaniel nu hvor han havde brugt hans navn i en sådan sammenhængen... Han holdt en hånd op for ansigt... for fanden da også...
Ashley gik tilbage i stuen igen med intention om at sætte sig på sofaen, gribe kommanderen og tændte tv'et... Forhåbeligt var der et eller andet spændende der kunne aflede ham... Men da han kom ind i rummet blev han mødt af Nathaniel. Han mærkede sit hjerte springe et slag over i overraskelse og skyldfølelse og skam væltede ind over ham. åh gud bare den anden ikke havde hørt.... eller set...
"Ehhh... Hej... jeg... jeg er hjemme... " sagde han i mangel på bedre. Han kunne ikke finde på mere at sige og pegede bare ud på køkkenet som for at sige at han havde glemt noget derud og skønte sig så derud. Han kunne ikke så Nathaniel i øjnene lige nu. I køkkenet tændte han vandhanen og stak hovedet ind under det kolde vand. Tag dig sammen!
Han rystede hovedet så vanddråberne stod fra ørerne og håret.
Kunne det muligt blive mere akadet?

[Nathaniel]

Nathaniel stirrede på Palmers da denne kom ud af køkkenet. Igen væltede varmen op i hans kinder og han var nød til at se væk. Heldigvis skete der ikke noget i hans bukser, hvilket han priste sig lykkelig for. Igennem blodet der pludselig brusede for hans øre hørte han hunden stammende forsøg på tale, og vidste at han ikke ville være meget bedre selv, og ud af øjenkrogen så han hunden flygte tilbage til køkkenet.
Et øjeblik følte han sig lettere, men hunden kunne jo ikke blive der for evigt og altid. Han så sig om efter et sted hvor han kunne flygte hen, men soveværelset og arbejdsværelset var hundens og hvis han gemte sig på badeværelset var hunden jo dømt til at jage ham ud derfra på et tidspunkt. Det efterlod ham kun stuen og med en sten i maven gik han hen og satte sig på sofaen, så langt fra køkkenet det nu var ham muligt.
Han så hen mod køkkenet. Hvad mon det havde betydet? Betød det at hunden kunne lide ham? Umuligt. Hunden havde aldrig vist den slags interesse for ham, bortset fra den aften, men måske var det grunden til at der var sket hvad der nu engang var sket... Han lagde en arm om sig selv og så ned. På en måde gjorde det ham glad at hunden havde tænkt sådan på ham, dog skræmte det ham så meget at han ikke turde indrømme det.
Det hele skulle da også være så besværligt...

[Palmers]

Ashley tørrede sit hår i et håndklæde i køkkenet. Han sukkede. Han kunne ikke blive derude... Det ville virke mærkeligt... Forhåbeligt havde Nathaniel intet opdaget... Så ville han vel have sagt noget? Skældt ud på Ashley som han havde gjort efter voldtægten..? Han gemte ansigtet i hånden. Hvordan var han endt sådan her? Han skulle ikke have samlet katten op den dag... Bare have... Han sukkede. Faktisk var han glad for han ikke bare havde slået den anden ihjel... Det havde været besværligt at have den anden boende, men på den anden side... Han havde vændet sig til at blive mødt af den anden når han kom hjem og få ordentligt mad serveret.

Ashley tog sig en kop kaffe og gik så tilbage i stuen. Nathaniel sad i sofaen, så han stoppede op... Måske han skulle gå ind på kontoret og lade som om han arbejdede... Nathaniel havde undgået ham siden voldtægten og ville næppe sidde sammen med ham... Og Ashley selv ville ikke kunne undgå at føle sig akavet... Han havde trods alt lige onanereret til tanken om katten på selv samme sofa... Han tog sig til panden igen. Shit hvorfor kunne han ikke holde op med at tænke på det? Hvorfor havde han overhovedet gjort det? Nu var det jo mere akavet end nogensinde før... Han rømmede sig.
"Jeg går ind på mit kontor... Kald på mig når vi skal spise," sagde han. Nathaniel havde ikke lavet mad og de havde ikke spist sammen de sidste par dage, men han lod nu den anden vide at det ikke ville blive ved på den måde... De måtte gå tilbage til de gamle rutiner hvis tingene skulle blive normale igen.. Så ville de mærkelige tanker nok også forvinde igen...
Han gik ind på kontoret med sin kaffe, lukkede døren efter sig, satte sig ved sit skrivebord og åbnede computeren. Han stirrede blankt på den... Han havde arbejdet så meget de seneste dage for at undgå Nathaniel at der ikke var mere han kunne gøre... Hvad i al verden skulle han fortage sig? Han sukkede.. Det var også den kats skyld... Tænk at skulle gemme sig i sit eget kontor...

[Nathaniel]

Nathaniels øjne faldt kort på Palmers, da denne kom tilbage, men han så væk igen for at forhindre den forbandede rødmen i at komme frem i hans kinder. Det lykkedes dog ikke helt, men det var ikke så slemt som det kunne have været. Selvom han havde hovedet vendt væk fra Palmers, lyttede han stadig til hvad der blev sagt, og da Palmers nævnte aftensmad lukkede han øjnene. Shit, hunden ville have at de spiste sammen igen. Men det var alt for tidligt! De kunne jo knap nok være i samme rum, hvordan skulle de klare at sidde overfor hinanden og spise?
Da hunden var forsvindet ind på kontoret, lod Nathaniel sig falde til siden, så han lå ned på sofaen. Han lukkede øjnene. Okay, det kunne ikke være så slemt. Han skulle bare holde Palmers ud i max en time, og han skulle bare lade vær med at tænke på at hunden havde onaneret til tanken om ham. Ah gud, hunden havde onaneret mens han tænkte på ham. Han havde sikkert ligget lige her på sofaen. Han var faktisk sikker på at han kunne lugte Palmers på sofaen, lige hvor hans hoved lå... Han vendte hovedet og begravede det i sofaen. Jo, det var helt sikkert Palmers der sidst havde ligget her.
Med et sæt var han oppe. Det havde han bare ikke lige gjort! Han begravede ansigtet i hænderne og nedkæmpede trangen til at skrige. Hvad fanden var der galt med ham? Han greb fjernbetjeningen og fandt et program der kunne distrahere ham. Efter noget minutter satte han sig på gulvet foran sofaen. Han havde ikke lyst til at side på sofaen lige nu.

Efter en times tid, hvor han havde siddet sådan, bestemte han sig for at det var på tide at lave mad. Han var sulten og han kunne vel ligeså godt få det overstået, selvom han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv bagefter. Forhåbentlig nåede hunden ikke at blive færdig med sit arbejde, så han kunne sidde i stuen alene. Eller måske skulle han tage et bad.. Hunden vidste jo ikke at han allerede havde været i bad, eller? Måske var det derfor at hunden havde onaneret? Han troede at han var i bad...
Han rystede på hovedet, for at få de forbandede tanker ud af hovedet, og begyndte at gøre klar til at lave mad. Han larmede mere end han plejede og fik til med skubbet en gryde på gulvet ved et uheld så det gav et ordentlig brag og fik ham til at springe flere meter bagud. Det var alt sammen hundens skyld...

Efter endnu en time var maden klar og bordet dækket, men Nathaniel følte ikke for at informere Palmers om at der var mad. Han satte sig ved bordet og overvejede hvor meget ballade han ville komme i, hvis han ikke kaldte på hunden. Til sidst sukkede han. Det var ikke det værd. Han ville helst holde sig på den gode side af hunden. Så længe han kunne kontrollere sin rødmen skulle det hele nok gå.
Han rejste sig igen og gik hen til kontordøren, hvor han let bankede på. "Palmers, mad," sagde han lavmældt og vendte tilbage til sin plads. Han begyndte at tage mad på sin tallerken, så han havde noget at koncenterer sig om når hunden kom ud.

[Palmers]

Ashley havde imellem tiden siddet og gennemgået det arbejde han allerede havde ladet... Det var perfekt.. Han sukkede... Havde der været fejl kunne han i et mindste have brugt tid på at rette det...
Han lagde hovedet tilbage og så op i loftet. Hvad i al verden skulle ha bruge tiden på... Han havde sjælendt fritid på denne måde og de var ikke lige nu han havde brug for den... det gav for meget tid til at tanke. Han lukkede øjnene... sikke noget rod... Hvad skulle han gøre.. Det var trættene...

// Ashley var til et møde. Han sad forenden ved et buet to delt bord med en enorm skærm bag sig. På den var planen for det næste angreb på kattenes oprørs styrker. Rummet blev brugt til større krigs møder. Dette var et af de sidste møder de ville komme til at holde.. Sejeren var nær. Diverse officerer sad på deres pladser ned langs de to dele af bordet. Der var en tyve stykke. Alle deres ansigter var hyldet i mørke og Ashley kunne ikke genkende nogen af dem. Men det var ikke vigtigt. Dette var et triumferende øjeblik.
"Oprørs styrkerne er desperate. Det er nu vi skal slå til," sagde han med klar myndig stemme. Han vidste at han udstrålte styrke i dette øjeblik. Dette var hans rette element. Hvis bare Nathaniel kunne opleve dette øjeblik med ham.
Så huskede han det. Nathaniel var her jo. Lige under bordet. Nøgen. Eftersom der var plade foran bordet kunne ingen af de andre hunde se katten eller hvad denne lavede. Der var ingen der lagde mærke til at Nathaniels tunge gled hen over skaftet på Ashleys private dele. Ashley lod sin hånd glide ned og plante sig i Nathaniels nakkehår. Han tvang ham til at stikke den i munden og gøre det ordentligt. Nathaniel så op på Ashley med bedene øjne. Tiggede ham om at stoppe. Han var bange for at blive opdaget. Ashley smilte bare overlegent og fortsatte mødet med høj selvsikkerhed:
"Kattenes vilje vil blive knækket og de vil blive nød til at gøre nøjagtig som vi siger," Sagde han. "De er allerede begyndt at bukke under." Han smilte ondskabsfuldt og sparkede pladen foran bordet væk så alle kunne se hvad Nathaniel havde gang i. "Ikke sandt lille Nathaniel?"
De omkring sidende hunde hujede og råbte kommentarer om kattendes underlegenhed. Nathaniel så ydmyget op på Ashley og gemte sit ansigt i hænderne.
"Kom nu Nathaniel, hvis dem hvad du kan, sagde Ashley i et mobbende tonefald. Nathaniel rystede på hovedet og gjorde sit bedste for at dække sig til med sine hænder. Ashley blev irriteret og greb fat om Nathaniels nakke og hev ham op på bordet så han var fyldt synligt.
"Kattenes plads er under os," sagde han, som fortsættelse på mødet. "Den eneste grund til at de lever i nu er for vores fornøjelses skyld." Han positionerede Nathaniel og stødte så ind i ham. Han tog ham der på bordet foran alle officerene som hujede og opfordrede ham til at gå hårdere på. Opfordrede ham til mere. Imellem tiden så Nathaniel på ashley med ulykkelige øjne. Men han kunne ikke skjylde nydelsen i hans ansigt og Ashley smilte overlegent igen. Det tændte ham at tage ham her foran alle så alle kunne se at Nathaniel var hans og hvordan Nathaniel nød at hae ham i sig. Nathaniels støn blev højere og han lagde hovedet tilbage i en blanding af et skrig og et støn da Ashley stødere hårdt i ham. Han greb fat om den andens hofter og- //

Det bankede på døren og Ashley vågnede pludselig og faldt ned fra sin stol i chok. Forvirret så han sig omkring hvor var han...? Sit kontor...?
"Eh... jeg kommer om lidt," Sagde han og rejste sig hurtigt op. Shit... Hvad havde det været for en mærkelig drøm? Han kunne da ikke... Fuck... han tog sig til hovedet og lændte sig imod bordet. Hans bukser bulede tydeligvis ud ved sammensyningen af buksebenene.... Man skulle være blind for ikke at kunne se det... Han havde lige haft en sexdrøm om Nathaniel efter at have onanaret til ham... Hvad i al verden gik der af ham? Han kunne ikke komme ud sådan... Han tog en dyb indånding og forsøgte at slappe af, men det var svært når han vidste Nathaniel ventede lige ude for døren..
"... Jeg har en del arbejde så måske du bare skal spise alene alligevel, sagde han og lagde sin hånd imod sin pande. Shit... Han havde lige håbet på at tingene kunne begynde at blive normale igen, men de blev bare mere og mere akavede...

[Nathaniel]

Nathaniel åndede lettet op, da Palmers sagde at han havde for meget arbejde, men snart efter var han blevet irriteret. Han havde lige vendte sig til tanken om at skulle spise sammen med Palmers og så havde denne for meget arbejde... Kunne han ikke have fundet ud af det før han havde gået igennem al den mentale tortur?
Han spiste dog sin mad i ro og mag, sikker på at hunden ville lade ham være i hvert fald de næste par timer. Så længe at han ikke skulle spise sammen med hunden, havde han ikke noget imod at lave nok mad til ham. De så alligevel sjældent hinanden. Palmers arbejdede mere end han plejede for tiden. Måske var det bare en undskyldning for at undgå ham. Det var også ligemeget hvad det var, det betød at han ikke behøvede at være tæt på hunden hele tiden.
Efter han havde spist, ryddede han bordet, men lod tallerken og bestik stå fremme til Palmers. Han lod maden stå over varme, som han plejede at gøre når hunden kom hjem senere end han regnede med. Han ryddet op i køkkenet og til sidst var det renere end det havde været før han startede. Han så sig om. Hvad nu? Han gik hen til sofaen og lagde sig. Snart havde han fundet et program han kunne holde ud at se. Lugten af Palmers hang stadig i sofaen…

// Nathaniel blinkede med øjnene. Var han faldet i søvn? Han måtte have sovet længe for det var lyst udenfor. Han satte sig op og kørte en hånd gennem håret. Hvor var Palmers?
Som kaldet, blev hoveddøren åbnet og Palmers trådte ind. Han smilede og så på ham med et blik som han kun al for godt vidste hvad betød. Han mærkede sine læber vende sig op i et smil og mærkede hvordan en varme bredte sig i hans bryst. Han ønskede at hunden var ved ham, oven på ham, rørte ved ham og var indeni ham. Han havde intet større ønske.
Med et stod hunden foran ham og hev ham op og ind til sig. Nathaniel lagde mærke til at han ikke havde en trævl på kroppen, men det gjorde ham ingenting, det eneste han kunne tænke på var Palmers hænder, der kørte over hans krop og fandt ned til hans private steder. Han gispede, da Palmers fingre lukkede sig om hans lem og langsomt og tirrende begyndte at stryge ham. Han lagde hovedet mod Palmers skulder og fik med fumlende hænder åbnet den andens bukser. Et lavmældt støn undslap hans læber, mens Palmers pressede læberne mod hans hals og strøg ham hurtigere.
Palmers skubbede ham ned på sofaen og smilede triumferende, mens han trak sine bukser ned og viste Nathaniel sit hårde lem. ”Har du lyst til mig?” stemmen var dyb og drillende, med et hint af lyst og begær nedenunder. Nathaniel lod hænderne glide over Palmers bryst og krummede dem lidt. ”Ja,” svarede han, hans stemme hæs af begær. Han kyssede Palmers lem, men nåede ikke mere før hunden havde skubbet ham ned på ryggen og var inde i ham. Han stønnede højlydt. Palmers begyndte at støde op i ham, hårdere og hårdere, mens han selv stønnede højere og højere. Palmers skulle lige til at tage det endelige stod, der ville betyde slutningen for dem begge, da et skud lød//

Nathaniel åbnede øjnene og så op på tv’et. En action-film var gået i gang. Nathaniel tog sig til hovedet og strøg håret væk fra ansigtet. Han kunne stadig mærke hvor meget drømmen havde tændt ham. Det kunne også ses mod hans bukser. Han lukkede øjnene. ”Hvad fuck er der galt med mig…?” mumlede ham og sukkede. Han smed bukserne og trak et tæppe over sig. Det var den eneste måde han kunne gemme det, og han ville under ingen omstændighed gøre noget ved det, da Palmers jo befandt sig i rummet lige ved siden af, tænkt hvis nu han hørte ham.
Efter noget tid faldt han nu alligevel i søvn igen, men det var alligevel ikke en hel rolig søvn. Han vendte og drejede sig og til sidst faldt tæppet af ham, men der var heldigvis ikke noget der skulle skjules mere. Til sidst lå han dog også stille og så nogen lunde fredfuld ud.

[Palmers]

Ashley brugte længe på at få slappet sig selv af igen. Han gjorde sit bedste for at tænke arbejde og uflatterende ting, men billeder fra drømmen blev ved med at dukke op... Han rystede på hovedet af sig selv. Hvad var der galt med ham? Dominante sexdrømme om en kat... Han måtte have taget skade af alt den alkohol fra sin søsters dødsdag.. Han tog sig til panden. Det var nok bare fysisk tiltrækning... Det var vel naturligt efter den episode... Det var bare fordi han over tænkte det... Han trængte nok bare til at få tilfredsstillet sine lyster... Det var lang tid siden han havde været med en kvinde... Det virkede upassende at bringe dem med hjem når Nathaniel var der.
Han sukkede … Han måtte hellere komme ud til maden… Han var sulten… Nu var der heller ikke mere at skjule… Han gik ud og så sig om. Nathaniel lå på sofaen. Han sov vidst…
Ashley gik over og så ned på ham. Det var utroligt hvor fredfyldt katten kunne se ud… Han så normalt altid en smule nervøs ud i Ashleys nærvær. Selv før voldtægten. Han sukkede. Det var nok hans egen fejl. Men han ville hellere have en nervøs kat en ulydig en. Han strøg et par hår strå væk far Nathaniels øjne. Nathaniel var som ofte lydig. Selv efter alt der var sket havde han stadig lavet mad… og spist alene. Ashley mærkede et stik af skyldfølelses over at havde fået den anden til at lave det og så ikke komme ud og spise alligevel. Men hvad kunne han gøre? Han ville ikke have at Nathaniel skulle have set det… Det var rigeligt at han havde haft den mærkelige drøm… Han blik gled ubevidst længere ned af Nathaniel og- Vent hvorfor havde katten ingen bukser på? Han rynkede panden. Bukserne lå et sted på gulvet. Hvorfor havde katten taget dem af? Det var ikke synderligt varmt og han havde også fat tæppe på… Måske de var ubehagelige at sove med? Han rystede lidt på hovedet. Hans øjne kom til at hvile et øjeblik på Nathaniels boxershorts.
”For helvede… Du gør det ikke nemmere,” mumlede han og tog sig til ansigtet igen.
Specielt ikke når han lå der og så, så sød og uskyldig ud… Nathaniels ansigt var så fredfyldt… Ashley havde aldrig før lagt mærke til hvor lange den andens øjenvipper var før, og han lænede sig ned for at se nærmere. Hans blik faldt på den andens læber. De så bløde ud… Hvordan mon de føltes? Han kunne ikke huske det pga alkoholen… Han kærtegnede den andens kind.. Hans hud var blød… hans fingre gled over Nathaniels læber… De var endnu blødere… let fugtige… Han lukkede øjnene og lænede sig helt ind… helt indtil deres læber mødte og han duften fra Nathaniel fyldte hans næsebor. Nathaniel smagte salt… Højst sandsynligt efter maden..
Chokeret trak Ashley sig tilbage. Hvad havde han gang i?! Han slog sig selv for panden og mærkede, som en sjællend undtagelse mærkede han et let rødmen i kinderne. Han skyndte sig over til spisebordet i tilfælde af at Nathaniel skulle vågne ville han ikke tages på gerningsstedet… Det ville bare skræmme den anden endnu mere væk fra ham og lige nød virkede det ikke så tiltalende… Han satte sig ved bordet og begyndte at spise skønt en knude i hans mave gjorde at appetitten næsten var forsvundet…

[Nathaniel]

Nathaniels øjne sitrede let bag deres lug, da Palmers pressede læberne mod hans. Kysset noget ikke helt igennem til ham i hans søvnstadie, men han registrerede dog at der foregik noget lige foran ham. Lyden af et slag trak ham ud af søvnen. Hvad foregik der? Han åbnede øjnene i tide til at se Palmers gå væk fra ham. Hvad var der sket? Han skubbede sig lidt op at sidde og så efter hunden. Havde hunden gjort noget ved ham? Han så ned af sig selv, men det så ikke ud som om at han var blevet rørt, bortset fra at han manglede tæppet. Det så dog mere ud som om det var faldet ned end at Palmers havde rykket det.
Han rømmede sig lidt, han var tør i halsen og en del tørstig for den sags skyld. Men Palmers befandt sig jo i køkkenet… Han bed sig i læben. Det ville kun tage ham et minut eller to at få fat i et glas med vand. Han behøvede jo ikke at drikke det i køkkenet. Han kunne tage det med ud i stuen og drikke det der. Han rejste sig op og gik hen til køkkenet, uden at tage bukser på. Han havde jo både t-shirt og boxershorts på, så håbede han bare at Palmers ikke ville tage det som en invitation. Da han trådte ind i køkkenet, skævede han mod Palmers, mens han gik hen mod skabet med glas, men han vendte snart sin opmærksomhed væk fra hunden, da han mærkede rødmen komme frem i hans kinder og ikke kun fordi han havde overhørt hunden, men nu også på grund af hans egen drøm. Betød drømmen at han ønskede mere ville ske? Han åbnede skabet og rakte ud efter et glas. Det var vel ikke fordi at han ønskede at Palmers rørte ved ham eller var inden i ham, som han havde været i drømmen. Han mærkede hvordan han blev tændt og hvordan at han voksede, og så endda mens Palmers var i samme rum! Og han kunne jo ikke flygte, for så var han nød til at vendte sig mod Palmers og så kunne hunden se hvad der skete i hans boxeshorts…
Nathaniel, der nu havde fået taget et glas ned og nu tryggede det hjælpeløst mod sit bryst frøs. Hvad skulle han nu gøre?

[Palmers]

Ashley sad ved bordet og stikkede til maden. En ærte blev trillet frem og tilbage på tallerken. Hans appetit var stadig ikke kommet tilbage. Han havde svært ved at finde ud af tingene… Først og fremmest alle de drømme om natten og de beskidte lagner… og så her i dag hvor han tog skridtet længere… Og nu havde han også kysset den sovende kat. Hvad foregik der? Han måtte virkelig være desperat efterhånden… Han burde virkelig få gjort noget ved det…
Da Nathaniel kom ind i køkkenet så Ashley stift på sin mad… Så han var altså vågnet… Bare denne ikke havde opdaget noget… Men Nathaniel sagde ikke noget og Ashley tog det som et godt tegn… I det mindste betød det vel at han ikke var vred..? Han fulgte katten med blikket. Denne var stadig kun iført boxershort… Katten var da ikke særligt blufærdig overfor ham i forhold til at Ashley havde voldtaget ham. Måske han allerede havde lagt det bag sig? Det ville være ret usædvanligt… Men måske Nathaniel slet ikke tænkte over tingene… Måske det kun var Ashley der gik med forvirrende tanker og forsøgte at finde ud af hvad der skulle ske… Selvfølgelig var det kun Ashley der gik rundt med den slags tanker! Et voldtægtsoffer ville jo ikke begynde at få mærkelige drømme om sin voldtægtsmand eller onanere til tanken om at blive taget… Det var absurd! Det ville tage en ekstremt masochist person og et Stokholms syndrom for at få det til at ske… Og Nathaniel kunne slet ikke lide Ashley i første omgang! Ikke at Ashley ville have ham til at kunne lide ham – det var bare fysisk tiltrækning pga mangel på sex… Yeah det var sådan det hang sammen. Det gik op for ham at han havde stirret på Nathaniel i alt den tid og han skulle ti at trække sit blik til sig igen da han lagde mærke til at den anden stod som navlet til stedet. Var han alligevel blevet nervøs og bange for Ashley midt i det hele? Ashley rømmede sig.
”Eh, er du okay” han forsøgte at lyde så henkastet som muligt. Som om han egentlig var ligeglad. Som om han ikke vidste hvad der kunne være galt. Han var fast besluttet på at det måtte lægge voldtægten bag dem og derfor forsøgte han at overfører sig som om den ikke skete…. I hvert fald overfor Nathaniel. Han mærkede den pinlige følelse af endnu engang at blive mindet om hvad han selv havde gjort sig at tanker og… Han rystede på hovedet. Han ville ikke tænke over det mere. I stedet for vendte han nu sin opmærksomheden imod Nathaniel.

[Nathaniel]

Nathaniel stod og bad til at Palmers ikke ville ligge mærke til noget. At han var for optage af sin mad til at tænke på Nathaniels besynderlige opførsel. Men Palmers opdagede at noget ikke var som det burde. Han bed munden sammen. Pis, pis, pis! Hvad skulle han gøre? Han bevægede sig hen til håndvasken, mens han kom med en bekræftende lyd, der alligevel sagde at der var et eller andet galt med ham. Han fik tændt for vandet og skyndte sig at fylde sit glas. Han drak det hele med det samme og satte glasset fra sig. Om lidt ville han vende sig om og løbe ud af køkkenet, det var den eneste måde han kunne undgå at Palmers opdagede noget. Hvor var det altså bare pinligt. Her havde han boner på, mens hans voldtægtsmand var i rummet, og værst af alt på grund af hans voldtægtsmand. Det var et eller andet særiøst galt med ham...

[Palmers]

Ashley rejste sig op. Nathaniel lød alt andet end okay. Han gik over til ham og stod et lille stykke fra ham bag ved.
”Du lyder ikke okay…” Sagde han og så på ham med løftet øjenbryn. ”Har du spist noget du ikke kunne tåle eller… Eller har du bare så svært ved at være i min nærhed?” Selvfølgelig havde han det… Det var jo åbenlyst derfor at han opførte sig sådan.. Ashley prøvede bare at presse ham til at blive normal igen.
”Det er forståeligt nok, men så skulle du ikke komme herud i den mundering… Hvis du har så stort et problem så tag da tøj på.” Han forsøgte at lyde hård og kynisk omkring det. I virkeligheden var det fordi han selv ikke ville kunne håndtere at Nathaniel gik rundt uden bukser. Hvis tingene skulle blive normale igen måtte han sørge for der ikke var noget der kunne friste ham til noget… Ikke at han kunne finde på noget! Han ville ikke gøre noget… Lige nu i hvert fald… skønt… Hvis der fortsatte på denne måde ville han nok kikke kunne holde igen.. Allerede nu kunne han ikke helt skubbe billeder af Nathaniel op imod skabet… Han rystede lidt på hovedet. Slut med de tanker!

[Nathaniel]

Nathaniels hjerte begyndte at hamre vildt i hans bryst, jo tættere på Palmers kom. Han følte sig fanget, hvilket han egentlig også var, da han ikke kunne vende sig mod Palmers, uden at vise ham hvad der var galt, og han havde virkelig ikke lyst til at vise Palmers hvad der var galt. Hvad ville hunden ikke tænke? Det var jo noget helt galt med ham, siden han tænkte sådanne tanker omkring Palmers. Han bøjede hovedet og lagde hænderne mod bordpladen.
”… Undskyld…” Hans stemme var hel hæs og rå efter ikke at blive brugt i så lang tid. Den mindede ham om den stemme han havde brugt i drømmen, da han bad om at få Palmers ind i sig. Han rødmede kraftigt. ”Jeg… Skal nok gå ind og tage nogen bukser på, hvis du bare… flytter dig.” Han vendte ikke hovedet mod Palmers. Hunden skulle ikke se at han rødmede, for det ville bare få flere spørgsmål på hundens læber og det var ikke hvad han ønskede. Eller måske ville Palmers se hvor utilpas han var og lade ham være? Det lå ikke ligefrem til hunden, men man kunne vel altid håbede. Nathaniel kneb øjnene hårdt sammen. Gid hunden bare ville gå sin vej.

[Palmers]

Undskyld?
Ashley rynkede panden. Undskyldte den anden over ikke at have bukser på? Han måtte virkelig være bange for ham.. Det frustrerede Ashley. Specielt når Nathaniels stemme nu engang lød sådan... Han lød næsten som... Han rystede tanken af sig. Han kørte en hånd åndsfraværet igennem håret.
"Du kan jo bare gå uden om - jeg fylder altså ikke hele køkkenet," sagde han og så mærkeligt på den anden. Så slemt kunne det da ikke være? Han havde lige gået forbi ham før hvorfor skulle han flytte sig når den anden kunne gå forbi ham igen nu? "Er du helt okay?" Spurgte han og gik nærmere. Han kunne ikke finde ud af hvordan den anden havde det når han ikke kunne se dennes ansigts udtryk.
”Vend dig dog om og se på mig når jeg taler til dig,” Sagde han irriteret.

[Nathaniel]

Nathaniel krympede sig lidt da Palmers kom tættere på. Var der en måde hvor på han kunne komme uden om hunden, uden at den anden så noget? Måske hvis han skyndte sig uden om at prøvede at holde siden til ham. Han hørte knap Palmers sidste bemærkning. Han var alt for optaget af sine desperate tænker. Han kunne ikke lade hunden se ham sådan. Han var nød til at komme væk… Han bestemte sig for at prøve at komme væk. Hvis han ikke prøvede ville hunden alligevel tvinge ham til at vendte sig om. Hvis han flygtede ville han i det mindste have en chance.
Han vendte sig halvt mod Palmer, så bulen i hans boxershorts ikke var så tydelig og rødmen i hans kinder kun kunne ses en smule på grund af hans bøjede ansigt, og skyndte sig forbi hunden, mens han bad til at Palmers bare ville lade ham gå.

[Palmers]

Det lignede at Nathaniel skulle til at vende sig om så de endelig kunne have en ordentlig samtale, men i stedet forsøgte han bare at gå uden om Ashley uden et eneste ord. Ashley greb fat i den anden og holdt ham fast imod køkken bordet.
”Hvad fanden er det for nogen manere? Jeg beder dig om at vende dig om når jeg taler til dig og så forsøger du er gå? Hør jeg forstår godt du er bange men hvis du bliver ved med at opfører dig sådan her så-” han stoppede sig selv midt i den vrede ordstrøm da han opfangede rødmen i den andens kinder og hans gled over den andens private… hvad i-?! Hans blik strøg op og forsøgte at fange den andens øjne.
”Nathaniel…? Hvad i…?” begyndte han, men kunne ikke rigtig finde en passende afslutning. Han var meget forvirret lige nu. Det ene øjeblik virkede det som om Nathaniel hadede ham, det næste øjeblik… ja så var han i en sådan tilstand? Betød det at Nathaniel også havde gået rundt med den slags tanker…? Eller havde han bare lige fat en naturlig drøm inde på sofaen? Nej så havde han vel ikke kommet ud i køkkenet? Så det var noget i køkkenet der havde fået ham til at tænke på noget…? Havde den anden virkelig også den slags forstyrrede tanker? Han rynkede panden. Hvordan skulle han håndtere det? Han kunne ikke finde ud af det… Så han faldt tilbage på sin sædvanlige opførsel:
”Tænk jeg vidste ikke du kunne lide tanken om at blive voldtaget? Du virkede ellers så skræmt og modvillig den anden dag?” hånede han. Det var egentlig ikke det han ville sige… Men han vidste ikke hvad det var han rent faktisk ville sige så…

[Nathaniel]

Nathaniel havde hid til undgået at se på Palmers, mens den anden rasede og senere lagde mærke til hvilken tilstand han var i. Han bed tænderne sammen og forberedte sig på hvad hunden havde tænkt sig at gøre. Han ville sikker prøve på noget igen… Den slags tanker hjælp ikke på bulen i hans boxershorts. Men så begyndte den anden at håne ham. Hans øjne fløj op til Palmers ansigt og i stedet for lyst bredte vreden sig i hans bryst. Hvordan kunne han?
Han satte hænderne mod Palmers bryst og skubbede så hårdt han kunne. Han skulle bare have hunden på afstand. Vreden hjalp dog på bulen i hans bukser.
”Så du tror jeg kan lide det?! Jeg hadede det! Det var forfærdeligt og skræmmende og gjorde ondt som bare helved!” råbte han, hans stemme hæs og hvæsende. ”Og jeg ved ikke hvad fuck du tror, men det er i hvert fald ikke på grund af dig at jeg er sådan her! Jeg vil bare være i fred, er det måske for meget at bede om?! Så lad mig nu bare gå, så du kan være alene med dine perverse tanker og lyster!” Han prøvede endnu en gang at skynde sig ind i stuen. Hans vredes udbrud kom lidt bag på ham, men det gjorde hundens håneri også. Forhåbentlig ville det gøre at hunden lod ham være, men hvis han kendte Palmers ret, ville det kun gøre hunden endnu vredere.

[Palmers]

Ashley holdt den anden fast. Nathaniels skubberi nyttede ikke meget eftersom Ashley var så meget stærkere. Nathaniel sagde ham imod? Selv efter hvad de havde været igennem Måske var denne ikke bange nok for ham.
”Jeg aner ikke hvad du taler om;” sagde han med henblik på kommentaren om de perverse tanker og lyster. ”Det jeg gjorde skete udelukket fordi jeg var fuld, tro ikke andet.” Han så koldt ned på den anden. Hans ord var ikke andet end løgne – han havde jo netop perverse lyster…. Men det kunne Nathaniel jo ikke vide noget om…
”Men hvis du tror jeg bare lade dig gå efter sådan en opførsel tager du fejl,” sagde han koldt. Han kunne ikke lade Nathaniel få lov til at opfører sig så oprørsk.. Så ville han miste den respekt han havde for Ashley. Eller rettere frygt..

[Nathaniel]

Nathaniel strittede imod det bedste han kunne. Bulen i hans bukser var næsten helt væk nu, hvilken han kun fandt godt. Hunden skulle endelig ikke tro at der var noget han kunne lide, det han blev holdt fast.
"Du ved udemærket hvad jeg taler om! Som om jeg ikke hørte dig tidligere idag, mens du... hyggede dig. Jeg troede slet ikke du kunne lide mænd og da slet ikke katte, og så fantasere du til den aften? Nej, det er slet ikke perverst!" Han prøvede at kradse og bore neglene ned i Palmers, men han kunne ikke få ordentligt fast på den anden, hvilket nok også var bedst for ham selv.