Hvem vil ikke være en forræder kat?

[Nathaniel]

Nathaniel havde været hjemme i snart en måned. Det første han havde gjort da han var kommet tilbage i slumkvarteret var at få sit alt for pæne tøj byttet til noget der ville gøre han passede lidt bedre ind. Han havde taget noget tøj fra en tørresnor og lagt det tøj Palmers havde givet ham i erstatning. Der var ingen der ville bytte hans pæne tøj, især ikke hvis de så hans øremærke.
Derefter havde han snart fundet hjem. Hans søstre havde været lykkelige for at se ham igen og de havde snakket længe om hvad der var sket i den tid Nathaniel havde været væk. Selvom han var utrolig glad for at være hjemme igen, havde han alligevel et hul i maven den nat da han lagde sig til at sove mellem sine to søstre. Han kunne ikke lade vær med at tænke på hvordan Palmers mon havde det.
Han fik snart fundet en hue der kunne gemme øremærket, men han fik mange blikke når han gik på gaden. Det var ikke normalt at katte gik med noget der skjulte deres øre, kun hvis de faktisk havde noget at skjule. Han prøvede dog at lade som om at der ikke var noget han skjulte og prøvede bare at gøre sig ubemærket. Det burde være nemt nok. I hans hverdag tænkte han ikke så meget på Palmers. Han havde skaffet sig arbejde igen, der gjorde han kunne tjene til føden, men det holdt ham så beskæftiget at han ikke tænkte meget på hunden. Men når han så kom hjem var der intet til at distrahere ham og det var som om han faldt ned i et sort hul. Han savnede hunden. Hvordan kunne han savne hunden? Udover den tid hvor han havde mistet hukommelsen havde Palmers aldrig været venlig overfor ham. Men det ændrede ikke på at han savnede hunden. Nogen gange fortrød han at han var gået, men det var altid et eller andet der fik ham til at være glad for han gjorde, normalt i form af hans søstre smil eller latter. De var bekymret for ham, for han var tit deprimeret mens han var hjemme og selvom de spurgte indtil det, fortalte han aldrig hvad der var sket mens hans var hos hunden.

Men han kunne desværre ikke gå helt ubemærket. Han lagde ikke mærke til det, men der var en gruppe på tre eller fire katte, der var begyndt at følge ham rundt. De var først blevet mistænkelige da de aldrig havde set han arbejde uden huen. De arbejdede lige i nærheden af ham, så de så ham næsten hver dag. En morgen ventede de tæt ved hans hjem. Hans søstre havde allerede forladt hjemmet og Nathaniel var den eneste hjemme. Han var på vej på arbejde og havde ikke fået sin hue på endnu. Da han trådte ud på gaden fandt han huen frem og trak den over ørene, men det var allerede for sent. De havde set hvad de skulle bruge.
De begyndte at råbe efter ham og han satte i løb. De fulgte efter ham og fik trængt ham op i en krog. Nathaniel vendte sig mod dem og hvæste, men de var ikke bange. Oddsene var trods alt på deres side. To af dem greb fat i ham, mens den tredje begyndte at uddele slag efter slag, mod hans ansigt og mave, mens de alle lod et hav af skældsord regne ned over ham.

[Palmers]

3 uger 6 dage og 14 timer...
Ashley så væk fra uret.. Han måtte holde op med at tælle... Det ændrede jo ikke noget...
Katten ville ikke komme tilbage af at tælle timerne han var væk...

Den første uge efter Nathaniel var forsvundet havde Ashley lagt sig syg.. Han lå bare i sengen... Alene... Og følte sig mørk og underlig tom... Han havde ikke lyst til at lave noget... Eller spise... Han tabte flere kilo... Første en uge senere tog han sig sammen og steg ud af sengen. Derfra havde han begravet sig i arbejde... Og genfundet glæden ved at arbejde igen... Han tog ikke ud og kæmpede selv - han stolede ikke på sig selv nok til at gøre det... Men han fik arbejdet med at udvikle på mekaerne og forbedre dem.. De var en af hans store passioner. Han var næsten blevet helt glad igen og lagt Nathaniel bag sig, da han fandt gps'en til Nathaniels øremærkninger i en skuffe da han roede efter en skruetrækker. Han ville bare have tjekke t en enkelt gang... Fundet ud af hvor langt væk den anden var... hvor han boede...
Hvor han arbejde... Efter at have stirret på gps'en hver aften i en uge og løbende igennem dagen, havde han forlængst fundet ud af hvor den anden boede, arbejde og hvilken rute han tog til og fra arbejde... Men han kunne ikke lade vær.. il sidst blev det ike nok at stirre på gpsen... Han måtte vide hvordan der så ud... Han ville ikke se den anden eller noget.. Bare se hvor han boede... Og sådan endte han med at tage ud til slummen en aften. Han gik derud og havde hættetrøje, samt solbriller på for íkke at blive genkendt - ikke bare af Nathaniel men også af andre katte... Slummen var ikke et sikkert sted for en hund... specielt ikke hvis nogen genkendte ham som general Hunt....
Han fandt Nathaniels hjem og stod og stirrede lidt på det... Det var så faldefærdigt.. Var han blevet forladt for dette?
Han blev der et stykke tid og var sikker på han fik et glimt af Nathaniels søster... men han forlod stedet før han fik øje på Nathaniel... Han fortrød da han kom hjem... Så morgnen efter vente han tilbage og så Nathaniel forlade sit hjemfor at tage på arbejde... Hans havde sommerfugle i marven. Der var han! Lige inde for rækkevide... Han ville følge efter ham og så... og så tvinge ham med hjem!
Men nogen kom ham i forkøbet.Nathaniel satte pludselig i løb da en gruppe katte satte efter ham med udråb som 'forræderkat!'
Han løb efter dem så hurtigt han kunne uden at tænke.
Da han fandt dem i en gyde i færd med at tæske løs på HANS nathaniel blev han rasende. Hans Husky blod tog over. De uopmærksomme katte anede ikke hvad der ramte dem. Den første han fik fat på fik ikke engang tid til at skrige. Han drejede halsen om på ham før de anede han var der. Resten af dem blev slået og sparket. to stak af, men den sidste kunne ikke nå at komme væk.. Ashley var over ham. Hans stærke tænder borede sig ned i armen på den anden og flåede en luns køb af ham. Det sprøjtede ud med blod og katten skreg i frygt og smerte... Ashley ville slå ham ihjel hvis han ikek blev stoppet.

[Nathaniel]

Nathaniel kunne knap tro det da de andre katte slap ham. Havde de allerede fået nok af at tæve ham? Han ville have troet at han knap kunne slæbe sig hjem når de endelig var færdige eller det der var værre. Han kunne ikke holde sig selv oppe, men sank til jorden. Han så på hunden der gik til angreb på de andre katte. Hvorfor var der en hund der forsvarede ham.
"...Palmers? Palmers, nej!" Hans hjerne var sløv efter slagene, men han kunne se hvor hunden var på vej hen. Han sprang mod hundens side, så hunden ville blive skubbet til side. "Du må ikke slå dem ihjel!"

[Palmers]

Ashley snerrede og skulle til at springe på den kat der havde stillet sig imellem ham og hans bytte... Hans hævn for hvad de havde gjort imod...
Nathaniel?!
Han stoppede sig selv og hans ansigts udtryk blev mindre skræmmende. Han spyttede den klump af kød han havde i munden ud på jorden. Blodet løb fra den og hans tøj var smurt ind i det... At bide en luns kød af var trods alt en blodig affærde.. En der forstærkede hans instinkter og vækkede en dyb bundløs tørst for jagt og kamp...
Men ikke foran Nathaniel... Han så så bange ud... Han ville ikke skræmme ham væk... Første prioritet var at få Nathaniel i sikkerhed...
Han så ned på den hårdt sårede kat påjorden.. Uden medicinsk hjælp ville denne snart forbløde... Han havde ikke langt igen. Han så allerede meget bleg ud. Ashley trak en pistol ud.
"Han komme til at dø uanset hvad Nathaniel... Han kan ikke reddes..."
Han vendte igen opmærksomheden imod katten.
"Du skulle have tænkt dig bedre om før du angreb min ejendom, gadekryds," snerrede han koldt og rettede pistolen imod ham. Katten kunne mønstre nok kræfter til at skrige. Men et lydløst et forrængede hans ansigt og sammen med de døde blanke øjne efterlod det hans ansigt med et uhyggeligt udtryk.

[Nathaniel]

Nathaniel trak sig tilbage, da Palmers trak pistolen frem. Han ville stoppe Palmers, men han havde ret. Katten ville ikke overleve... Men han kunne ikke lade Palmers dræbe katten. Men han nåede ikke at stoppe Palmers igen inden hunden havde skudt katten. Han stirrede på katten øjne store og blanke med tåre. Han vendte sig mod Palmers.
"Idiot! Jeg sagde du ikke skulle dræbe ham!" sagde han vredt, men det blev ødelagt af den tåre der løb ned af hans kinder og af det faktum at han slog armene om Palmers, men det var kun i få sekunder, før han slog ham, ret vattet, på armen. "Hvad laver du her?! Og jeg er ikke din ejendom!"

[Palmers]

Ashley så koldt på Nathaniel.
Alle hans instinkter skreg at han burde springe på Nathaniel og rive luftrøret ud af halsen på ham. Han gemte sit ansigt i sin hånd og skyndte sig at gemme pistolen af. Rolig... rolig... ikke Nathaniel.. Nathaniel var anderledes...
"Han var så godt som død allerede," mumlede han. Han blev overrasket da den anden slog armene om ham og hans hjerte slog en kolbøtte.
Han ignorede det lette slag. Han kørte stadig på instinkter og han kunne ikke modstå... Han sprang på Nathaniel. Men ikke for at slå ham ihjel. Han pressede bare sine stadigt blodige læber imod Nathaniels og holdt ham tæt.
"Jeg kom for at hente dig hjem," hviskede han. "Fordi du er min."

[Nathaniel]

Nathaniel blev bange, da Palmers sprang på ham, men blev lettet da han mærkede Palmers læber mod sine. Han kunne ikke lade vær med at gengælde det. Han havde savnet hunden så meget. Men så mærkede han blodet på hundens læber og han fik skubbet hans hovedet væk og tørrede sin mund af.
"Jeg er ikke din, Palmers... Du sagde du aldrig ville se mig igen, husker du vel," mumlede han bittert og skubbede sig op og sidde. "Mit hjem er med mine søstre..." Han så på hunden og begyndte at fjerne blodet fra hans ansigt.

[Palmers]

Ashley knurrede lavmældt.
At sige ham imod lige nu var ikke smart. Hans pupiler var store som havde han taget stoffer.
"Jeg skiftede mening," sagde han godt og trak så afsted med Nathaniel uden mere snakken end det. Han havde parkeret sin bil et godt stykke derfra, men det var stadig hurtigere at komme hjemi den. Så han trak Nathaniel hele vejen hen til den, smed hamind ogsatte sig selv ind. Dørene låstes og han startede mortoren.
HAn kunne mærke hans bevidsthed blive mere klar igen... det var som om han havde kigget igennem et langt rør på sig selv et stykke tid og nu var han ordentligt tilbage.
"... Jeg tager dig med mig hjem," sagde han nu i en langt mere civiliseret tone. Hans fingre trommede på rattet. Han var stadig rasende over kattens angreb på Nathaniel og samtidig var han lykkelig over at have Nathaniel lige der med sig... på vej hjem. Da det holdt for rødt vendte han blikket imod den anden og sagde:
"... Jeg er glad for at se dig igen... jeg har savnet dig."

[Nathaniel]

Nathaniel havde gjort et halvhjertet forsøg på at stritte imod, men havde ikke prøvet på at komme ud af bilen. Han så over på hunden og smilede lidt.
"Jeg har også savnet dig," svarede han, men hans smil falmede lidt. "Palmers, du kan ikke gøre det her igen. Det var hårdt nok første gang. Mine søstre..." Han sukkede og lagde en hånd på Palmers skulders. Han var så glad for at se hunden og for at den anden havde savnet ham, men alligevel var han vred over at blive taget væk fra sine søstre igen. Han havde været glad nok, ikke lykkelig eller noget, men glad nok. Ville han være gladere hos Palmers? Ikke hvis han ikke kunne se sine søstre...

[Palmers]

Ashley bed sig i læben.
Han havde ikke noget valg... Ikke hvis tingene skulle være anderledes denne gang..
"... Jeg forlænger din udgangs radius... du kan besøge dem en gang om ugen," Sagde han imens hans øjnene var fast rettet imod vejen. Hvis den anden stadig afvidste ville han ikek vide hvad han skulle gøre...
Han kunne dog ikke lade værmed at klynge til e spinkelt håb...
'Jeg har også savnet dig'. Et svagt smil gled over hans ansigt.

[Nathaniel]

Nathaniel så på Palmers med overraskede øjne. Forlængede hans radius... "Du vil virkelig gerne have mig tilbage...?" hviskede han og smilede lidt. Hvorfor gjorde det ham så glad? Burde han ikke hade hunden efter hvad hunden havde gjort mod ham? Han rystede det af sig, ligenu kunne han ikke rumme andet en de forvirrende følelser han allerede havde.
"Vent... Du mener jeg skal have det der irriterende halsbånd på igen?" han rynkede brynene utilfreds. Han havde slet ikke tænkt over at Palmers ikke stolede på at han ikke ville sikke af igen. Altså han kunne måske godt finde på det... men ikke ligenu. Han rynkede brynene. "Palmers, hvordan fandt du mig?"

[Palmers]

Ashley nikkede.
"Jeg bryder mig ikke om at du forlade huset når det passer dig..." sagde han... medst fordi at Nathaniel kunne vidre give information til oprørene om Ashley... ikke at Nathaniel vidste det, men det ville måske gå op for ham snart...
Han bed sig i læben ved det sidste spørgsmål... det var umuligt at sige han bare kom forbi... det var slum kvarteret og han var klædt på til at være der...
Han trykkede på knappen der åbnede handskerummet lige foran Nathaniel. Der lå gps'en. Den vidste med en bevægende prik at de var 5 minutter fra Ashleys lejlighed.
"... Det var et held jeg kom efter dig da jeg gjorde... du kunne have været død... hvordan kunne du være så uforsigtigt?" spurgte han, en smule vredt. Det furstrede ham at Nathaniel ikke havde passet ordentligt på sig selv.. Ashley kunne slet ikke forestille sig hvad han ville gøre hvis prikken på gpsen pludselig ikke havde bevæget sig et par dage og han så havde fundet nathaniel tæsket til døde over sine øremærker når han endelig gik ud efter ham...

[Nathaniel]

"Jeg var forsigtig! Jeg gik aldrig ud uden min hue!" svarede Nathaniel irriteret og pegede på sin hue, før han tog gps'en. "Men katte går sjældent med noget der skjuler deres øre. Det virker som om man har noget at skjule, hvilket jeg jo også har... I sidste ende er det din skyld! Det var dig der fik mig øremærket til at starte med. Hvis det ikke var sket havde jeg ikke behøvet at behøvet at bekymre mig om at skjule dem og virke mistænksom, og du havde ikke behøvet at komme og redde mig!" han stirrede på prikken. Hvor længe havde Palmers holdt øje med ham?
"Men du kan lige vove på at bruge det halsbånd som afstraffelses metode igen," mumlede han og lagde gps'en tilbage.

[Palmers]

"Men hvis du ikke havdeværet øremærket havde jeg ikke kunne finde dig," Sagde han som om det var naturligt at han skulle kunne det.
Han tørrede sig om munden. Blodet begyndte at størkne og det føltes ubehageligt... Han ville gerne have et bad snart... Han skævede til katten... Nathanielmåtte have set en del ting i sit liv siden han kunne tage det så køligt lige at se to artsfælle blive brutalt myrdet.. specielt med alt det blod... men krigen hærdede vel dem alle...
"Fint," sagde han med et lille nik og et svagt smil. Han havde andre måder at straffe Nathaniel på....

[Nathaniel]

Nathaniel himmelede med øjnene, ved Palmers ord om øremærket. Som om hunden havde ret til at finde ham overalt, som om han bare var en ejendom. Han lagde armene over brystet og så irriteret på hunden.
"Du ejer mig ikke, Palmers," sagde han bestemt og så ud af ruden. Han havde ikke mange tanker til overs for de katte Palmers havde dræbt. De ville have dræbt ham, sikkert, og han var bare så glad for at se Palmers at det virkede irrelevant. Desuden havde han før stødt på lig i slumkvarteret. Det var trods alt ikke unormalt at katte døde.

[Palmers]

De ankom netop i det øjeblik og Ashley parkerede bilen.
Han lændte sig over imod den anden, greb ham om hagen og pressede igen sine læber imod den anden.
"Jo du er," Sagde han med et overlegent smil. Blodet fik det til at se en anelse uhyggeligt ud. Han steg ud af bilen og åbnede for den anden. Han greb fat om dennes håndled og ledte hamop ad imod lejligheden. Han stolede stadig ikke på at Nathaniel ikek ville løbe så snart han fik chancen så han holdt godt fast.

[Nathaniel]

Nathaniel så på ham, hjertet bankende i brystet. Hunden var ret uhyggelig sådan. Forhåbentlig kom han ikke til at se det igen. Han gøs lidt og fulgte med Palmers uden at gøre vrøvl. Han var ikke sikker på han turde. Selvom hunden holdt al for godt fast, klagede han sig ikke.
"Jeg skulle have fået de øremærker ud..." hviskede han for sig selv. Selvom han var glad for at være sammen med Palmers igen, var han ikke sikker på at det ville være meget bedre end før, selv nu når han fik lov til at se sine søstre.

[Palmers]

Da de endelig var tilbage i lejligheden, skubbede Ashley Nathaniel op af væggen og kyssede ham igen. Han kunne ikke lade vær. Hans hånd søgte bordet ved siden af sig hvor det fandt Nathaniels halsbånd. To sekunder senere Havde Nathaniel det på igen. Nu turde han endelig give slip. Han smilte.
"Jeg smutter i bad..." sagde han go lavede en gestus ned af sig selv. Han ville have blodet af sig.. det var ukomfortablet.
"se lidt tv eller... hvad du nu føler for," sagde han og trak på skuldrene og gik ud i badet.
Lejligheden lignede sig selv utroligt meget... Ashley havde ikke rykket meget på noget somhelst imens Nathaniel var væk... Køkkenet havde heller ikke været brugt særligt meget... Hvilket kunne ses på Ashley... Han var alligevel blevet tyndere siden sidst, skønt han ikke havde haft brug for at tabe sig.
Ashley tændte for vandet og hoppede i bad.

[Nathaniel]

Nathaniel sukkede da han igen var tilbage hvor han var startet. Fanget i en hunds lejlighed. Han gik ind i lejligheden og så sig omkring. Han havde ikke regnet med at Palmers havde ændret noget... Han tjekkede køkkenet og rynkede brynene. Havde hunden overhovedet spist den sidste måned? Så Palmers ikke også tyndere ud...? Han bed sig i læben og tjekkede køleskabet. Det ville være for tidligt at lave mad, men måske frokost... Han rynkede brynene. Hvorfor var Palmers ikke på arbejde? Han kunne vel ikke bare tage fri når han arbejdede for staten. Han rynkede brynene. Hvad lavede Palmers helt præcist... han virkede meget... komfrontable med at dræbe.

[Palmers]

det tog næsten en time at få vasket alt blodet ordentligt af... Stanken var den værste... Men snart lugtede han ikke længere af gadekryds blod.
Han hoppede ud af badet og tørrede sig. Han var ivrig efter at komme ud til Nathaniel så nøjedes med at tage bukser på og gik ud af badeværelset med bar overkrop og vådt hår. Hans overkrop var flot men tydeligt præget af krigs skader. Han havde et håndklæde over skulderen og tørrede sit hår med det.
"Hvordan var det så at være hjemme i slummen?" spurgte han da han kom ud i køkkenet. Nå han stod sådan var det tydeligt at han var lidt for tynd.