|
|
Post by Palmers on Jul 30, 2012 23:52:52 GMT -5
Ashley blev lettet da den anden vågnede, men Nathaniel så ikke ud til at have intentioner om at lade det forblive sådan.
"Nathaniel! Du må ikke sove! Du har hjernerystelse!" sagde han og greb fat i den anden. "Kan du fortælle mig dit navn, alder og din gamle adresse?"
Han ville tjekke at den anden var okay... Kunne Nathaniel ikke svarer på det eller blev han ved med at midste bevistheden måtte han på hospitalet. Han ville ikke lade ham hjerneskade sig selv!
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 1:39:55 GMT -5
Nathaniels øjne gled op igen. "Nathaniel Tonell, jeg er 19." hans øjne blev smalle. "Det kan godt være at jeg har slået hovedet, men jeg er ikke dum. Jeg fortælller dig ikke hvor jeg bor. Må jeg sove nu?" Han så træt og omtåget ud, men i det mindste virkede det ikke til at han kunne finde styrken til at være vred mere. Eller havde han måske glemt hvad der var sket mellem dem?
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 1:50:25 GMT -5
Ashley åndede lettet op. Ikke alene fungerede hans hukommelse stadig, men havde sågar overskud til at huske på ikke at give den slags information til Ashley. Han så tøvende på den anden... Han virkede okay, men han burde nok vække ham hver 2. time alligevel for at tjekke... Han nikkede.
"Du kan sove inde i sengen... Jeg vækker dig igen om 2 timer for at tjekke til din hjernerystelse... Okay?"
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 1:55:35 GMT -5
Nathaniel rynkede brynene. "Hvorfor sengen? Jeg sover på sofaen," sagde han og kom langsomt på benene. Håndklædet gled ned på gulvet, mens han lukkede øjnene og stod og svejede lidt. Han var blegere end normalt, mens han nedkæmpede kvalmen. Igen lukkede det ham at holde det nede og han åbnede langsomt øjnene igen.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 2:19:22 GMT -5
Ashley sukkede.
"Fint. Men du kan ikke selv komme derind. Du kan dårligt nok stå op selv..." sagde han og rystede lidt på hovedet. Han samlede den nøgne kat op i sin favn og bar ham ind på sofaen.
"Vent her," kommanderede han og Gik ind i soveværelset. Han kom tilbage med et oar nat bukser, et tæppe og en pude.
Han rakte Nathaniel bukserne.
"Her, du burde få noget tøj på," sagde han og gjorde sit bedste for ikke at se ned... Han placerede puden ved den ene ende af sofaen og gav Nathaniel tæppe.
"Så... Nu kan du sove."
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 2:27:51 GMT -5
Nathaniel strittede ikke imod da Palmers bar ham. På den måde behøvede han ikke at tænke på at han skulle bevæge sig og risikere at få det dårligt igen. Mens hunden var væk, sad han og blinkede omtåget med øjnene, og faldt næsten hen igen. Men han virkede frisk nok, da Palmers kom tilbage. Han fik trukket nat bukserne på og lagde sig ned. Han havde knap ramt punden før at han var væk igen.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 2:32:27 GMT -5
Ashley betragtede den anden lidt. Han måtte tjekke til ham igen hver anden time så han var nød til at blive oppe... Han spenderede tiden på at se lavt tv. Det var ikke svært for hunden der normalt havde overarbejde at holde sig vågen... To timer senere prikkede han til Nathaniel for at tjekke om han stadig kunne sit navn, alder osv... Det havde han intentioner om at gære hver anden time helt til det blev morgen.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 2:37:41 GMT -5
Nathaniels hoved lå vendt væk fra Palmers, så hunden kunne knap se hans blanke sovende udtryk. Bortset fra at han ikke rigtig sov. Han reagerede ikke på Palmers prik og han ville ikke reagere på andet end endnu et glas vand i hovedet.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 2:47:54 GMT -5
"Nathaniel?" prøvede han igen. Han ruskede let i den anden. Shit... Han gik ud og hentede noget vand og hældte det i hovedet på Nathaniel igen.
"Nathaniel! Vågn op!" beordrede han. Hvis det fortsatte på den måde måtte han virkelig have Nathaniel med på hospitalet... Det var meningen at man skulle kunne vække ham...
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 2:52:38 GMT -5
Nathaniel åbnede ikke øjnene, men hans hånd løftede sig og fjernede vandet fra hans ansigt. Han gav en utilfreds lyd og åbnede øjnene. Han så op på Palmers.
"Hvad er der?" spurgte han. Irritationen over at blive vækket, fra hvad han troede var søvn, nåede gennem hans omtågede stadie. "Du behøver ikke at råbe, mit hoved gør ondt nok i forvejen..." han rynkede brynene lidt.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 3:04:30 GMT -5
"Det er meget fint, men jeg er nød til at kunne vække dig... Ellers skal vi på hospitalet. Hvad er dit navn, hvor gammel er du? Hvad hedder dine søstre?" spurgte han og så opmærksomt på den anden. Han var ikke sikker på at den anden ville kunne svarer denne gang... Hvis det var tilfældet ville han kører den anden på nærmeste hospital.
Selv om det var voldsomt dyrt at få en kat på hospitalet..
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 3:08:55 GMT -5
Nathaniel tog sig til hovedet. "Uhm..." Han rynkede brynene. "Nathaniel... 19... og..." Et øjeblik så det ud som om der gik et lys op for ham og han rettede blikket mod Palmers. "Jeg har ikke nogen søstre. Det er et snyde spørgsmål!" Han grinede, tilfreds med sig selv og sit svar. Så hunden troede han kunne snyde ham, men selvom hans hoved gjorde ondt var han helt sikker på at han var alene. Eller? Han lukkede øjnene igen og rynkede brynene. "... Det har jeg da ikke... vel?"
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 3:24:39 GMT -5
Ashley så chokeret på den anden. Det faktum alene at Nathaniel kunne glemme sine søstre var næsten ufatteligt.
"... Du har to... Du fabler altid om dem," sagde han. Han kneb øjnene sammen. "Ved du hvem jeg er?"
Spørgsmålene ville holde Nathaniel vågen. Ashley rejste sig og gik ind i sove værelset. Han trak en bluse over hovedet og kom tilbage med en bluse til Nathaniel som han trak over hovedet på ham og hjalp ham i.
"Hvad er vores forhold til hinanden?" han stillede endnu et spørgsmål for at holde den andens hjerne i gang, men han gav ham ikke lang tid til at tænke. Han tog halsbåndet af den anden og skiftede det ud med et gammel dags læder halsbåndet og en snor...hospitalet lå uden for Nathaniels række vide så han var nød til at gøre sådan her... HeldigvIs var sandsynligheden for at den anden stak af ikke stor.
"Kom vi skal ud og kører," sagde han og samlede den anden op i sin favn igen. Han var overrasket over hvor let den anden var.. Fik han nok at spise? Han bar ham ned til bilen. "Når har du svaret på spørgsmålet?" spurgte han, stadig for at hjolde den anden i gang og satte ham ind i bilen og gav ham sele på. Så satte han sig ind ved siden af foran rattet og satte afsted imod hospitalet.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 3:37:54 GMT -5
Palmers svar om at Nathaniel havde søstre havde sat ham helt ud af spillet. Han så fortvivlet op på Palmers. "Ja, du... du..." Han havde det lige på tungen. Han lukkede øjnene og lagde slet ikke mærke til at Palmers forsvandt i mellem tiden. Da Palmers kom tilbage gjorde han hvad han kunne for at hjælpe med at få trøjen på. Hans øjne var tryglende, da han så på Palmers igen.
"Palmers, jeg er bange." Så lyste hans ansigt op. "Jeg kan huske dit navn!" Det næste spørgsmål satte ham dog tilbage igen og han var fraværende, mens Palmers skiftede hans halsbånd og bar ham ned til bilen. Han kiggede rundt. Havde han nogensinde været i en bil før?
"Jeg tænker," mumlede han så over på Palmers med en rynke mellem brynene. "Isa og Gabi, ikke? Det er mine søstre, ikke? Har jeg fortalt dig det?" Han virrede med hovedet og lukkede øjnene igen. Men hvor var de henne? Havde hunden også dem? Eller havde en anden hund dem? Han kunne ikke huske hvor de var. Måske var han slet ikke tæt på sine søstre... Men det virkede unaturligt at tænke sådan. Tårer pressede sig frem i hans øjne.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 3:54:19 GMT -5
Ashley havde mærket et stik i hjertet da den anden havde sagt han var bange og han forstod ikke hvorfor. Hvorfor var han bekymret? Det var jo bare en kat han havde samlet op for nogle måneder siden for at lærer den sin plads... Han bed sig i læben. Var han ved at blive blød søden?
Ashley rystede på hovedet. Han havde rent faktisk ingen anelse om hvad Nathaniels søstre hed.
"Jeg ved det ikke. Du har ikke fortalt mig det før nu," sagde han og drejede ned af hovedvejen.
"Hvad er vores forhold Nathaniel? Hvor er vi på vej hen?" han forsynede hele tiden den anden med ubesvarede og nye spørgsmål så Nathaniel ikke døsede hen.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 4:01:56 GMT -5
Nathaniel lukkede øjnene. "Jeg ved det ikke..." hviskede han. "Du har ikke sagt hvor vi er på vej hen... tror jeg." Han tog sig til hovedet. Han søgte efter et minde omkring Palmers. Han kunne i det mindste huske hundens navn. Men resten var sløret gemt i en tåge.
Hvordan var det sket? Hvorfor virkede hans hoved ikke? Han prøvede at huske og fik da også husket, hvordan han havde råbt af Palmers igennem en dør. Han havde været vred på hunden. Var han stadig vred på hunden?
Han så på Palmers. "Vi skændes.. eller skændtes... Ellers var jeg bare vred på dig..." han lukkede øjnene igen. "Men hvorfor skulle jeg være vred? Du er sød ved mig..." han var så forvirret.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 4:15:26 GMT -5
"Hospialet," sagde Ashley. "Du har slået hovedet slemt.. Du har hjernerystelse."
Han klemte hænderne om rettet. Der skulle være en læge til at observere Nataniel i tilfælde af en blods blods samling der skulle ordnes... Så vill der skulle bores et lille hul for at lette trykket før Nathaniel tog skade... Hvis skaden ikke allerede var sket. Ashley sød? Han grinte tørt. Hvor fik den anden den ide fra?
"Jeg er da glad for du syntes godt om mig," sagde han, men an var ikke sikker på at Nathaniel opfattede sarkasemen.
Han svarede ikke på hvorfor at Nathaniel havde været vred.. Den andens gode opførsel var meget belejlig lige nu.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 4:22:00 GMT -5
Nathaniel nikkede slemt. "Jeg kan huske at jeg råbte af dig... Og så faldt jeg," sagde han og åbnede øjnene igen. "Hvorfor griner du? Du behandler mig da pænt... og du er bekymret for mig. Ellers ville du vel ikke tage mig på hospitalet." Han lød sikker, som om han stolede på at Palmers var en god person, han kunne trods alt kun huske hvad der var sket efter faldet, ikke før, ellers havde han nok ændret mening. Han fattede ikke sarkasmen.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 4:54:45 GMT -5
Ashley tøvede.
"Nej... Det ville jeg vel ikke," sagde han langsomt. Der var ingen tvivl om at han var bekymret... Han vidste bare ikke hvorfor! Hvad gik der dog af ham? Han sukkede.
"Nathaniel, hvad for en slags forhold har mon i dit hobede lige nu?" sagde han, egentligt medst som en undrende spørgsmål til sig selv. Hvis Nathaniel rent faktisk opførte sig sådan her over for Ashley som han gjorde nu, hvordan ville deres forhold så være? De havde nok aldrig mødtes men hypotetisk set... Måske de ville kunne komme ud af det med hinanden... Hans blik gled over Nathaniel... Nej det ville nok ikke vare længe. En af dem ville gøre et eller andet og så ville de komme op og skændtes og så ville Ashley straffe den anden... Hans blik gled ned af på Nathaniel... Og så ville de være tilbage ved start. Ashley rystede på hovedet og fokuserede på at kører. Det var da heller ikke vigtigt at komme ud af det med hinanden! Pointen med at samle Nathaniel op var at få ham kurret så han blev en viljeløs og underdanig slave... Men hvad så bag efter? Det havde han ikke tænkt over. Han sukkede. Tingene var begyndt at blive komplicerede.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 5:01:51 GMT -5
Nathaniel trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Jeg er ikke sikker... Jeg kan ikke huske hvordan vores forhold er men..." Han anstrængte sig og et billed af Palmer over ham, nøgen, fløj igennem hans hoved. Hunden bøjede sig ned og kyssede hans hals. Han rødmede og så mod Palmers.
"Er jeg din elsker?" spurgte han og stirrede på ham. Var han og hunden elskere? Kunne han lide hunden på den måde? Men hunden var jo en mand... "Har vi... Er det derfor du er så bekymret for mig?"
|
|
