|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 5:25:21 GMT -5
Ashley kom til at træde forkert på pedalerne og motoren satte ud et kort øjeblik. Han fumlede med at starte den igen. Hvordan fanden var den anden kommet frem til den konklusion. Elskere? To mænd? En hund og en kat? Et billede af hans søster fløj igennem hans hovede... Det var ikke umuligt. Men alligevel! Ashley var jo ikke en hvilken som helst hund og han var bestemt ikke interesseret i at have Nathaniel som elsker! .... Hans blik gled over den anden... Eller... Han ville ikke have noget imod at have ham i sin seng når det passede ham men.... Men det var kun fysiskt! Han var bare fysisk tiltrukket af den anden fordi... Fordi han mindede om en kvinde med de tændstiks arme! Det gik op for ham at han ikke havde svaret Nathaniel endnu og han bed sig i læben.
".... Vi har elsket, men... " sagde han tøvende og trak på skuldrene. "Kun en gang... "
Hvis altså man ikke talte voldtægten med og den var så langt fra at elske med hinanden at Ashley valgte ikke at nævne det...
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 5:33:24 GMT -5
Nathaniel betragtede Palmers, mens motoren satte ud. Hans ord havde åbenbart overrasket hunden. Han bed sig i læben og så væk, da hunden svarede. Kun en gang...
"Var det kun for sex vi gjorde det?" Han rynkede brynene. "Jeg mener ikke at jeg er til mænd... Ville det ikke være noget man kunne huske?" Han strøg en hånd gennem håret. "På den anden side jeg glemte mine søstre...."
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 5:54:07 GMT -5
Faktisk var det for afstraffelsens skyld...
Men det kunne Ashley ikke få sig selv til at sige. Det ville være svært at forklarer situation og hvordan verden hang sammen over for en med et omtåget hovede... Og så kunne Ashley meget godt lide at den anden opførte sig så pænt og venligt... Det var en rar afveksling. Nathaniel var jo altid bitter selv når Ashley ikke gjorde noget - bitter over at være blevet skilt fra sine søstre - hvilket egentlig også var forståeligt... Men han havde selv været uden om det ved at udvise så meget mangel på respekt den dag Ashley samlede ham op... Men manglen på respekt kom vel af bitterheden over hvordan verden hang sammen... Nathaniel havde jo ikke valgt at blive født kat... Ashley havde lyst til at smække hovedet i rettet. Den slags tanke gang var langt fra alt han var blevet opdraget med.. Det var hans søsters tankegang. Han sukkede. Han måtte holde op med at tænke sådan over tingene hvis ikke han ville ende med at spolere sit eget liv.
Hans blik gled over på Nathaniel og han trak på skuldrene så skødesløst som han kunne.
".. det.. Det skete bare," sagde han og holdt øjnene stift rettet imod vejen.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 6:00:47 GMT -5
"Okay..." Nathaniel nikkede. Han accepterede det, selvom han ikke var sikker på at han var til mænd, så han kunne ikke finde ud af hvordan det 'bare var sket'. Han lænede sig tilbage og så ud af vinduet. Alting svimlede stadig for ham, men det at han skulle tænke, føre en samtale eller bare lytte til Palmers stemme, holdt det på afstand. Nu når der var stilhed, begyndte det at angribe ham igen. Han lukkede øjnene.
"Er vi der snart?" mumlede han. Han var tæt på at overgive sig til bevidstløsheden, da virkeligheden bare forvirrede ham.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 6:24:02 GMT -5
Ashley blev hevet ud af de mange tanker der kræsede i hans hovede da den anden talte.
"Hva'? Øh ja vi er der om fem minutter," sagde han. "Hold dig vågen. Hvad er mit fornavn?" spurgte han bare for at komme på et eller andet. Det var et trick spørgsmål. Han havde aldrig fortalt katten sit fornavn og hvde ingen intentioner om det. Måske troede katten endda at palmers var ashleys fornavn. Fordelen var spørgsmålet var at Nathaniel ville være nød til at anstrenge sig længe om at finde ud af hvad der var og hvordan han kunne have glemt fornavnet på en han havde 'elsket' med.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 6:45:13 GMT -5
Nathaniel rynkede brynene. "Palmers er et mærkeligt fornavn," bemærkede han og begyndte at tænke. "Så det er dit efternavn..." Han begyndte at tænke over hvad Palmers egentlig hed. Han måtte da vide det. Han boede vel hos hunden og de havde været i seng sammen... Men der kom ikke noget andet navn til ham. Havde hunden overhovedet fortalt det til ham? Han åbnede øjnene og så på hunden.
"Har du fortalt mig det?" spurgte han. Hvis han ikke havde fået det af vide kunne han jo aldrig komme på det. Var hunden igang med at snyde ham igen? Men spørgsmålet om hans søstre havde jo ikke været et snydespørgsmål som han først troede.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 9:24:14 GMT -5
Ashley smilede drillende. Ikke på en ondskabsfuld måde som tidligere men som en ven der drillede en anden ven.
"Måske, måske ikke. Kan du ikke komme på det? Det var ærgeligt," sagde han. "Hvor gammel er jeg så? Hvad arbejde jeg med?" fortsatte han. Begge to spørgsmål den anden umuligt ville kunne besvarer. Nathaniel havde i det hele taget ikke spurgt meget ind til Ashley eller vidst nogen interesse for ham. Men på den anden side... Ashley vidste ikke engang hvad Nathaniels søstre hed på trods af hvor vigtige de var for ham... Var det Gaby og izzy eller sådan noget?
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 9:32:01 GMT -5
Nathaniel så på Palmers. "Det er altså ikke sjovt!" sagde han og lagde armene om sig. Han havde en let rynke mellem sine bryn. "Jeg ved det ikke... Jeg kan ikke huske noget... Ikke engang mine søstre." Han krummede sig sammen på sædet. Han var bange. Hvad hvis han ville være sådan for altid? Tårene pressede sig på og han gemte ansigtet. Af en eller anden grund ville han ikke have at hunden så ham græde.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 9:46:35 GMT -5
Ashley så på den anden med et alvorligt udtryk.
"Det går nok... Det dr derfor vi tager til hospitalet. Vi er fremme," sagde han og steg ud. Han havde parkeret uden foran hospitalet og bragte ham indenfor. Ved skranken forklarede han situationen og de blev sat til at vente et lille stykke tid før lægen kom og hentede dem og gik i gang med at undrsæge Nathaniel. Lægen var tydeligvis ikke tilfreds med at have en katte patient og mange patienter havde også stirret på dem i venteværelset, men så længe Ashley betalte ville ingen sige noget.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 9:59:26 GMT -5
Nathaniel fulgte efter Palmers og prøvede at holde sig ved bevidsthed. Han så skræmt ud, men i det mindste var han lydig. Han var for skræmt til at gøre vrøvl, og, selvom det var hunde, prøvede de jo faktisk at hjælpe ham. Det vidste sig at han havde en blodsamling i hjernen der tydeligvis påvirkede hans hukommelse.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 10:19:43 GMT -5
Ashley skjulte sin bekymring og nikkede bare. Han agerede som ejeren til en kat normalt ville. Som om det varet kæledyr eller en tjener og egentlig ikke en person. Da han fandt ud af at Nathaniel skulle opereres knyttede han let hænderne og nikkede. Han ville betale for operationen. Det var han nødt til. Ellers ville Nathaniel blive hjerneskadet.
De kørte Nathaniel ind til operation og Ashley måtte vente udenfor... Han diskuterede med lægen og lægen forklarede ham at Nathaniel muligvis kunne have problemer med hukommelsen noget tid endnu. Ashley satte sig ned og ventede... Forhåbeligt gik det godt med den anden.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 10:35:10 GMT -5
Da nathaniel kom ud fra operation var han stadig ved bevidsthed. De havde holdt ham vågen, for at være sikker på de ikke gjorde mere skade. Heldigvis var alt gået fejlfrit. Han blev kørt ind på en stue og blev bedøvet, så han kunne få noget søvn mens de overvågede ham. De skulle beholde ham i mindst 24 timer, men spurgte alligevel Palmers om han ønskede at få katten med hjem så snart den vågnede.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 11:51:07 GMT -5
Ashley nikkede tøvende.
Han havde tænkt sig at tage katten med hjem. Det ville være skidt hvis nogen genkendte ham sammen med en kæle kat... Det ville ikke ligefrem være heldigt. Der var også en del skrækhistorier om hvad der skete med folks katte når først deres ejer så væk... Han ville komme tilbage med katten hvis den fik det dårligt igen senere.
Han satte sig ned ved den bevidstløse kats side på en lille skammel og ventede. Vågede over den bevidst løse Nathaniel alt imens tankerne kørte rundt i hans hovede. Han havde været bekymret... Det var han stadig... Bange for hvad der kunne ske den anden.. Bange for at miste ham... Tsk hvad var der dog galt med ham? 'Er vi elskere?' Nathaniels ord rungede i hans hovede... Fuck man skulle tro det var Ashley der havde slået hovedet... Bare den anden nu ikke ville huske den besyndderlige samtale de havde ført når først han blev normal igen... Det ville skabe problemer...
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 12:00:20 GMT -5
De havde fjernet størstedelen af Nathaniels hår for at komme til, men de havde ikke ligefrem gjort sig umage, så det var ikke kønt. Men i det mindste så katten fredelig ud.
Der gik omkring fire timer før han begynde at vågne. Han var mere sløret end før han var blevet taget til operationen, men det skyldes bedøvelsen. Han blinkede med øjnene og fik endelig stillet skrapt på loftet. Hvor var han? Han vendte hovedet og så rundt. Han fik øje på Palmers og llettelsen skyllede ind over ham.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 12:05:19 GMT -5
Ashley kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv imens Nathaniel sov. Katten så mystisk ud uden hår. Mon ikke det ville være nemmere at holde fingrene fra ham de næste mange måneder?
Han smilte lettet da katten endelig vågnede.
"Hvordan har du det?" spurgte han. Han undrede sig over om den anden mon huskede mere nu end tidligere... Om ikke andet skulle Nathaniels hovede være klarer.. Ihvertfald klart nok til at hvis han ikke havde fået hukommelsen igen ville undre sig over halsbåndet og snoeren der forhindrede ham i at stikke af.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 12:16:58 GMT -5
Nathaniel smilede lidt. "Okay tror jeg. Jeg har det ikke værre i hvert fald." han lukkede øjnene igen og sukkede. "Det går nok væk igen om lidt. Jeg har det ikke som om jeg er ved at falde i søvn hele tiden. Ingen kvalme... Men mit hoved føles underligt." han førte en hånd op til hoved. Hvor var hans hår? Han havde da haft hår ikke? Jo han huskede at han havde fået det ned foran øjnene i bilen. Han mærkede rundt på hans hoved, med et mærkeligt ansigtsudtryk. De havde taget hans hår! Eller i hvert fald det meste af det.
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 12:48:18 GMT -5
Ashley så den anden fabrilsk rode efter sit hår.
"Ja, det var nød til at klippe det af for operationen... Det gjorde ikke et specielt godt arbejde... men du er i live og i bedring," sagde han. Havde Nathaniel været en hund havde de kun taget en tot væk som kunne være dækket af resten af håret. Mere havde ikke været nødvendigt.
"Hvis du vil det kan vi finde dig en paryk... ellers er der vidst nogle midler der får håret til at vokse ud over nogle dage... " foreslog han. Den slags var jo nemt for dem at lave med datids teknologi efterhånden. Det var pisse dyrt, men han var ikke sikker han ville kunne klarer at se Nathaniel uden hår og med karseklippet hår særligt længe...
"Hvordan har hukommelsen det?" spurgte han.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 13:12:01 GMT -5
Nathaniel lod hånden falde ned på sengen igen og trak på skuldrene. "Jeg kan godt leve uden mit hår. Det er sikker dyrt." Han så på Palmers og smilede. "Er det da grimt?" Ved Palmers spørgsmål bed han sig i læben og rystede bare på hovedet. Han kunne stadig ikke huske mere end før. Det irriterede ham. Han vidste jo ikke hvem han var. Han så ned på sine hænder. "Tror du det er permanent? Vil jeg få min hukommelse igen?"
|
|
|
|
Post by Palmers on Jul 31, 2012 14:28:40 GMT -5
Ashley rystede på hovedet.
"Så dyrt er det heller ikke," Sagde han. "Det vil være en god ide... Du ser lidt spøjs ud uden hår..." Sagde han med et svagt smil.
Han rystede på hovedet igen.
"Lægen sagde du nok skulle få hukommelsen tilbage... det tager nok bare et par dage..." forklarede han. "Kan du stadig huske dine søstres navne? Dit eget navn?"
Han ville sikre sig at han i det mindste ikke fik det værre.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on Jul 31, 2012 14:36:19 GMT -5
"Nathaniel, ikke? Og jeg er ikke sikker på det er hvad de hedder, men jeg tror det er Gabi og Isa... Eller det er vel hvad jeg kalder dem..." Nathaniel rynkede brynene og så på ham. Han kunne ikke lade vær med at smile lidt af kommentaren med håret.
"Kan du ikke lide mit hår? Det gror jo ud igen, så hvorfor bruge penge på sådan noget?" Han lod en hånd gennem resterne af sit hår. "Jeg har ikke noget imod det, men hvis du ikke kan holde det ud, så kan vi godt gøre noget ved det?"
|
|
