|
|
Post by Palmers on May 4, 2011 16:19:30 GMT -5
Ashley fnøs hånligt.
"Har du set dig selv? Hvilken kat ville ikke vende dig i ryggen nu?!" Snerrede han. Så kyllede han katten fra sig.
"Fra nu af taler du ordentligt, eller også så lover jeg dig at dit liv bliver et helvede," Snerrede han og stormede så ud i køkkenet. Han flåede køleskabet op og fandt sig en øl. Han måtte have noget til at køle ham ned. Ellers endte han bare med at slå katten ihjel. Ligesom han havde slået sin søster ihjel.... Han fik hurtigt helt øllet i sig og rystede på hovedet. der var ingen grund til at hive op i gamle sår pga en råden kat.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 4, 2011 16:26:25 GMT -5
Nathaniel gned sin hals og så efter hunden. "Det kan ikke blive værre end det allerede er!" skreg han efter ham og slog hårdt næven ind i muren. Hvad hvis hunden havde ret? Det havde han sikkert... Han søstre ville aldrig mere se ham. De ville se ham som en forræder. Han kom på benene og gik hen til køkkendøren. "Hvis du slår mig ihjel, gør du os begge en tjeneste..." Det meste af vreden havde forladt ham og var blevet erstattet af sorg.
|
|
|
|
Post by Palmers on May 4, 2011 16:36:42 GMT -5
Ashleys vrede var der stadig men den andens modløshed fik den til at lægge sig lidt. Han lod sit blik glide op og ned af ham og smilte så en smule.
"Så nemt slipper du ikke," svarede han.
Han tøvede lidt men fandt så en øl frem til den anden. Om ikke andet ville det få katten til at holde kæft.
"Få det bedste ud af situationen kræ i stedet for at se på alt det dårlige."
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 4, 2011 16:42:47 GMT -5
Nathaniel blik blev mørkt. "Den dag jeg ser mine søstre igen, skal jeg nok takke dig," sagde han og vendte om. Han forsvandt ind i soveværelset og lod døren smække hårdt bag sig. Han stirrede frem for sig, men så ikke noget. Han kunne mærke at hans øjne brændte og han skjulte dem i hænderne, mens han gled ned af døren og tilsidst sad op af dem. "Fucking køter," mumlede han og forsøgte ihærdigt ikke at græde.
|
|
|
|
Post by Palmers on May 4, 2011 16:48:02 GMT -5
Ashley så efter den anden. Han gad ikke engang følge efter ham. I stedet satte han sig ind i sit arbejdsværelse og begyndte at se hen over diverse mails og papire der var blevet ham sendt i løbet af dagen. Som sædvanlig kunne han godt ende med at arbejde til langt ude på natten - specielt når kræet befandt sig i hans soveværelse nu. Før eller senere ville det vel falde i søvn og så kunne han selv lukke ned for dagen.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 4, 2011 17:00:13 GMT -5
Der gik et par timer, før Nathaniel rejste sig igen. Han følte sig stiv i kroppen, men søvnen lå lang væk. Han lyttede forsigtigt ved døren, men da han ikke kunne hører hunden, åbnede han døren og listede ud i stuen. Hvis hunden bare havde tænkt sig at gøre hans liv til et helved, ville det være nemmere bare at ende det. Han bed sig i læben, i tvivl om han selv ville kunne ende det. Han gik mod køkkenet, så lydløst det var ham muligt.
|
|
|
|
Post by Palmers on May 5, 2011 4:52:45 GMT -5
Desværre for Nathaniel havde Ashley, som enhver Husky, rigtig gode sanser. Da han hørte katten liste rundt ude i stuen rejste han sig fra sit skrivebord og strakte sig. han havde nået en del arbejde og det var på tide at gå i seng. Han gik hen til døren og åbnede den ganske stille. I stedet for at stoppe katten, betragtede han den. Hvad havde den gang i? Var den sulten? Den kunne da bare sige noget... Det var jo ikke ligefrem fordi han prøvede på at sulte dyret. Han var rigeligt tilfreds med at den andens modløshed. Det havde været nemmere at knække den en han havde troet. Specielt når den havde virket så trodsig i starten. Tænk at et lille øremærke var alt der skulle til for at knække en kat... Hvad skulle han egentlig stille op med den, nu hvor han havde opnået det han skulle? At knække dens stolthed og ydmyge den? Han kunne vel smide den ud? Så var den helt sikkert dømt til døden... Synd og skam når han nu lige havde indvastereret i tøj til den. Han havde regnet med at det ville tage lidt længere tid før den gav op.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 5, 2011 5:40:43 GMT -5
Nathaniel standsede kort og lyttede, før han fortsatte. ret sikker på at hunden havde hørt ham, gik han hen til vasken og tændte for vandet. Han drak et par slurke, direkte fra hanen, og tørrede sig om munden med håndryggen. Ham lukkede øjnene. Han ville ikke kunne gøre det selv, han havde ikke modet til at afslutte sit eget liv, især ikke mens hunden holdt øje med ham. Han måtte bare kæmpe videre, uanset hvor slemt det ville være. Øremærket kunne vel fjernes, det samme gjaldt halsbåndet. Han sukkede og satte sig op på køkkenbordet. "Så hvem har du mistet?"
|
|
|
|
Post by Palmers on May 5, 2011 6:01:30 GMT -5
Ashley slog et slag med halen. Så han vidste altså at han var der? Han gik over til køkkenskraldeapanden og smed sin tomme øl dåse ud. "Hvis du mener om jeg har kendt nogen der er død, så Ja," svarede han roligt. "Min bedsteforældre f.Eks." han talte i et meget ligegyldigt tonefald så den anden ikke skulle opfatte at noget at dette berørte ham. "Og min mor, far og søster." Han trak lidt på skuldrene. "Men sådan er det Jo for mange i denne tid."
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 5, 2011 7:00:38 GMT -5
Nathnaiel fulgte ham med øjnene og rynkede brynene. "Du havde en søster?" spurgte han og trak benet op til brystet. "Hvordan døde hun?" Han lagde hovedet let på skrå. Han havde hørt om mordet på hunden, hvor det var broren der var mistænkt, men han vidste ikke at det var Palmers' søster, der var tale om.
|
|
|
|
Post by Palmers on May 5, 2011 7:52:48 GMT -5
Ashley hældte op en kop kaffe op.
"Myrdet," svarede han roligt. "Kaffe?" tilbød han som om samtalen ikke var noget specielt interessant. Han huskede tydeligt hvordan hans søsters ansigts udtryk havde været oplyst af sørg, vrede og sindsyge. Han tog en tår af kaffen og kastede tankerne fra sig. Det var dumt at tænke for meget over det.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 5, 2011 8:23:51 GMT -5
Nathaniel skær ansigt og sukkede. "Af en kat?" spurgte han og hoppede ned, mens han rystede på hovedet. "Du virker ikke til at tage der særlig meget af det... Holdt du slet ikke af hende?" Han stak hænderne i lommen.
|
|
|
|
Post by Palmers on May 12, 2011 13:13:25 GMT -5
Ashley rystede på hovedet som svar til det første og trak så på skuldrene.
"Det gjorde jeg da, men det hører fortiden til," Sagde han, med en maske af ligegyldighed klistret til ansigtet. Han hældte kaffe op til den anden og rakte ham koppen. Han var ikke interesseret i at snakke om sin familie, så i stedet forsøgte han at lede samtalen ind på noget andet;
"Har du selv mistet nogen, da?"
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 12, 2011 13:20:27 GMT -5
Nathaniel tog koppen og stirrede ned i indholdet, som kunne den fjerne minderne "Da jeg var ti blev min far og stedmor jagtet af en flok hunde. Vi så dem aldrig igen." Han så op på Palmers, med et kort smil. "Jeg tog mig af dem lige siden, så det var svært at give slip, da de ville flytte for et år siden." Han rystede svagt på hovedet og så ned på koppen i sine hænder igen. "Og nu kan jeg ikke se dem igen..."
|
|
|
|
Post by Palmers on May 12, 2011 13:28:42 GMT -5
Ashley lagde hovedet på skrå.
"Præcis hvem er 'de'? Dine søskende eller sådan noget?" Spurgte han, små irriteret over Nathaniels ufulendte forklaring. Han tog de to kaffekopper med over til stue bordet og gjorde tegn til at den anden skulle følge med. Han var træt og havde brug for at sidde lidt ned, men han ville egentlig gerne høre hvad den andens historie gik ud på. Det lød mest af alt som et af de klassiske katte tilfælde. Forældrene provokerede nogle hunde, blev dræbt og ungerne måtte klarer sig selv. Ashley havde ikke meget sympati til overs for det. Han havde selv mistet sine forældre, og han havde det fint. Desuden kunne katteliv jo heller ikke ligefrem regnes for at have nogen særlig værdi.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 12, 2011 13:35:33 GMT -5
"Mine søstre. Jeg har to," svarede Nathaniel og gled ned fra bordet. "Det er derfor jeg ikke helt forstå hvordan du kan virke så... kold, når du taler om din søster." Han gik ind i stuen, men var ikke sikker på at han ville sidde ved hunden.Men den virkede næsten venlig. "Især når hun blev myrdet..." Han stak hænderne i lommen og betragtede Palmers med let rynkede bryn. "Hvis det ikke var en kat... hvad skete der så?"
|
|
|
|
Post by Palmers on May 12, 2011 15:35:10 GMT -5
"Som sagt er det fortid - det nytter ikke noget at klynke over spildt mælk," Sage han og hældte kaffe i sig. Det var dog utroligt som det kræ kunne spørge. "Hvis de flyttede ud for et år siden, mon ikke de så klarer sig uden dig?"
Han strakte sig lidt. Det var problematisk at skulle tale uden om på den måde. Specielt eftersom katten ikke ville have mulighed for at kunne sladre til nogen. Hvem ville tro en forræder kat over en militærleder? Han sukkede. Ingen grund til at gøre så stort et nummer ud af det.
"Jeg slog hende ihjel," Svarede han og tog endnu en slurk af kaffen.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 12, 2011 15:41:39 GMT -5
Nathaniel havde taget sig til nakken og så næsten fløv ud, da Palmers tilføjede det sidste. Han bleg blegere, selvom det knap var muligt, hans øjne blev svagt større og han åbnede munden, som ville han sige noget, men der kom ikke et ord over hans læber. Han så væk fra hunden og lukkede munden igen. Langsomt rommede han sig. "... Hvorfor?" spurgte han forsigtigt.
|
|
|
|
Post by Palmers on May 12, 2011 16:10:07 GMT -5
Ashley så imod den anden. Det var tydeligt at han havde forskrækket ham. Han kunne ikke lade vær med at smile lidt. Det var på tide det gik op for katten han ikke bare kunne løbe om hjørner med ham.
"Det er en lang historie," Svarede han. Han overvejde at tænde en cigaret, selv om det ikke ville være godt for hans kondi. Han havde virkelig brug for at stresse af. Det var irriterende at skulle snakke så meget om hans søster. Hun var jo for helvet død. Der var ingen grund til at grave hende op igen for at sørge over hende endnu engang. Han lukkede øjnene kort. Billeder af hans søsters sindsyge ansigts udtryk fløj forbi i hans bevidsthed. Lysets reflektion i kniven lige inden hun havde stødt ud efter ham. Det havde været reflekser der havde skået hende ihjel den nat. Eller også havde det været tv'et. Måske var det i virkeligheden hans overordnes skyld for at give ham den ordre? Eller havde han virkelig kun sig selv at takke for blodet på sine hænder? Det gjorde ikke nogen forskel. Sket var sket, og det ville ikke ændre noget at tænke eller tale om det.
"Jeg tror det er på tide at gå i seng, kræ," mumlede han træt.
|
|
|
|
Post by Nathaniel on May 12, 2011 16:17:18 GMT -5
Nathaniel knyttede sine hænder. "Du fortæller mig at du har myrdet din søster, og forventer at jeg går i seng som et lille lydigt kæledyr?" bed han, men hans øjne var stadig store og bange. "Hvordan kunne du gøre det mod din egen søster? Din søster! Jeg ville ikke være overrasket, hvis det var en kat eller to. Du er jo en hund for fanden." Foragt viste sig i hans øjne og tog over. "Men din søster! Jeg havde ikke forestillet mig at en køtter ville gøre den slags, for det er jo familie. Men du er ikke engang en hund, du er bare et kryb. Hvordan kan du overhovedet tage det så roligt?! Det var din søster, dit koldhjertede bæst!"
|
|
