Catnapping

[Palmers]

Ashley sad i en stol og betragtede det bevidstløse kræ på sin seng med et lille smil. Katten havde fået halsbånd på, noget Ashley ahvde liggende omkring for en sikkerheds skyld. I hans ene hånd holdt han kontakten der styrer strømmen i halsbåndet, i den anden en cigaret. Han tog et sug af sin cigaret og overvejede om han mon skulle forsøge at få kræet lidt i stødet. For en sikkerheds skyld havde det også fået snor på så det ikke kunne bevæge sig mere end to meter væk fra sengen. På den ene eller dan anden måde skulle dette nok bliver interessant.

[Nathaniel]

Nathaniels øjne sitrede kort. Han følte sig tung i kroppen og hans hoved dunkede voldsomt, hvilket fortalte ham at han ikke var død, dog kunne han ikke huske, hvorfor han havde så forbandet ondt i hovedet. Langsomt trak han sig ud af mørket og fik sin hånd til at lystre. Det føltes som en uendelighed før han mærkede hånden på sin pande. Den virkede kold og hjalp en smule på hovedpinen. Han fik åbnet øjnene. De flakkede over omgivelserne, mens hans øjne stillede skarpt. Hans blik endte på skikkelsen i stolen.

[Palmers]

Et smil gled over Ashleys ansigt da katten begyndte at røre på sig. "Så du besluttede dig altså endelig for at vågne," konstaterede han overlegent. Han kunne dårligt forestille sig hvor ydmygende det måtte være at finde sig selv i så hjælpeløs en situation, mens ens fjende så på. Han smilte. Det skulle nok lærer kræet hvor dets plads var.

[Nathaniel]

"Lort," hviskede Nathaniel sløret og kneb øjnene sammen, og fik stillet skarpt på Palmer. "Åh nej, ikke dig... Kunne du ikke bare have ladet mig ligge på gaden?" Han tog sig til hovedet og lod hånden glide ned over halsen. Han rynkede let brynene, da han nåede halsbåndet, og mens hans fingre søgte hen over det, gik det op for ham, hvad det helt præcist var. Han spærrede øjnene op, mens fingrene fumlede med halsbåndet, i et spinkelt håb om at få det af, selvom at han vidste det allerede var for sent.

[Palmers]

Ashley smilte. "Så havde du da aldrig lært din lektie," Sagde han hånligt. Han grinte svagt, da den anden opdagede hvilken en redelig han var i. "Du kan lige så godt glemme det. Hvis du hiver for meget i det halsbånd giver det dig bare stød." Han strakte sig lidt og skodede sin cigaret i askebægeret ved siden af ham. Han så på uret ved siden af sengen. Han ville lige se katten vride sig lidt i frygt før det var tid til noget papir arbejde.

[Nathaniel]

"Hvilken lektie?" mumlede Nathaniel og stoppede hurtigt med at røre ved halsbåndet. Han skulle ikke nyde noget af at få et stød. Langsomt fik han skubbet sig op at sidde. Hans mave vendte sig ved bevægelsen, men faldt til ro igen. "Manere? Jeg gemmer dem bare til de personer der er dem værdige," kommenterede han henkastet.

[Palmers]

Ashley snerrede irriteret. "Din lektie er at kende din plads! Om jeg så skal lærer dig den på den hårde måde," Sagde han og viftede med fjernbetjeningen. Den flappede lille kat skulle ikke tro han kunne slippe afsted med den attityde. Ashley skulle nok snart få knækket ham. Om ikke andet ville kræet blive sindsyg af fangeskabet og ensomheden.

[Nathaniel]

Nathaniel rynkede brynene. Han havde allerede forberedt sig på at få et stød eller slag for sin indirekte fornærmelse, og da det ikke var kommet, fik det ham til at undre sig. Hvor langt kunne han mon strække sin næsvished? "Min plads?" spurgte han og lo dæmpet. "Lad mig gætte. Under dig?" Han rystede bedrevidende på hovedet. "Hunde og deres storheds vanvid. Altid så opsat på at styre alt. Man skulle tro at I snart ville lære at det ikke hjælper."

[Palmers]

Asher gav inden advarsel, men trykkede blot på knappen. den stod på en styrke der ville give katten nogle vilde kramper og efterfølgende smerte, men ikke noget der ville dræbe ham. Han så koldt på katten. "Undskyld hvad sagde du?" Spurgte han, rent retorisk. hans stemme var iskold. Katte og deres forbandede frækhed. De var kun i vejen. Han skruede en smule op for styrken. "Når du er klar til at undskylde skal jeg nok overveje at slukke den," Sagde han med et ondskabsfuldt smil.

[Nathaniel]

Nathaniel faldt tilbage på sengen, ansigtet forvredet i smerte og kroppen i kramper. Hænderne knyttede sig kræmpagtigt omkring lagnet og smertefulde lyde kom fra hans hals. Han fandt hurtigt at han snart ikke ville være i stand til at holde smerten ud. "Stop." Ordet kom knap nok over hans læber og var ikke meget andet end hvisken. Han bed munden sammen og prøvede igen. "Undskyld. Stop."

[Palmers]

Ashley smilte. Han havde fået det han ville, men alligevel lod han strømmen kører et par sekunder endnu før han trykkede på stop knappen. "Har du så lært det? Hvor er din plads?" Spurgte han hånende. Hans fingre gled legesygt hen over fjernbetjeningen. At trænne en kat var ikke så svært når blot man hvde noget at true med. Han kunne ikke lade vær med at undre sig over de hunde der brugte deres tid på at "give godbider" og prøve at skabe en kontakt til dyret. Hård desiplin var sagen.

[Nathaniel]

Nathaniel pressede sig ned mod sengen og trak hivende efter vejret. Hans greb i lagnet var stadig så hårdt at hans knoer var hvide. Han svarede ikke, da han ikke var sikker på at han havde kontrol over sine ord. Han åbnede øjnene og så over på Palmers, med et træt, men dog hadefuldt, blik.

[Palmers]

Ashley løftede let et øjnbryn og viftede lidt med fjernbetjeningen igen. "Jeg syntes ikke jeg kan høre dig, misser?" Sagde han, endnu mere håndende end før. Før eller siden måtte katten underkaste sig eller få stød igen. Lige som dens vilje før eller siden ville blive knækket, eller tja... I sidste ende kunne dens krop vel kun kunne tage så meget... Han smilte for sig selv.

[Nathaniel]

Nathaniel bed tænderne sammen. Det stred mod ham at give efter allerede, men smerte fra det forrige stød kunne stadig mærkes i hans krop. Han trak vejret dybt. "Hvad er det du vil hører?" spurgte han, hans stemme let skælvende. Han gjorde intet forsøg på at rejse sig eller sætte sig op, da han udemærket vidste at han blot ville falde sammen igen.

[Palmers]

Ashley sukkede. "Typisk katte at være så landsomt opfattende," mumlede han, stadig med et strejf af hån i stemmen. "Fortæl mig bare hvor din og din fordævede races plads er?" Sagde han og rullede med øjnene. "Eller har du måske brug for at jeg fortæller dig det først?" Han lahde kommanderen fra sig, godt uden fra kattens rækkevide. På et øjeblik nåede han over til sengen og greb så hårdt fat om kattens skulder. Han trak den helt op til sig og knurrede: "Det er under alle andre, selv rotterne."

[Nathaniel]

Et overasket udtryk viste sig i Nathaniels øjne. Han havde ikke forventet at Palmers ville komme tæt på ham. Han stirrede på Palmers et øjeblik, før hans udtryk blev overvejende. "Katte jager rotter," bemærkede han langsomt. "Derfor må vi være over dem." Han forberedte allerede på at blive slået.

[Palmers]

Igen kom Ashley ikke med nogen advarsel. Han smed katten så hårdt ned på sengen han kunne og trampede så med hele sin vægt ned i maven på katten. "Undskyld? Det tror jeg ikke jeg hørte?" Snerrede han. Ashley var ikke bleg for at bruge fysisk vold heller. Hans udtryk var igen blevet koldt og det var let at se at Ashley havde en kort lunte. Der skulle intet til at gøre ham vred. I hvertfald ikke hvis man var kat.

[Nathaniel]

Nathaniel mærkede luften ryge ud af sine lunger og han mærkede en sur smag i munden, da en smule syre for hans mave fandt vej til hans mund. Han hostede og vred sig let under Palmers vægt. Det trak svagt om hans mund. "Jeg tror ikke du vil hører det," sagde han hæst.

[Palmers]

"Ja så?" Sagde han truende. "Er du så klar til at sige hvad jeg vil høre?" Spurgte han og lagde skiftevis vægten i og lettede den så han fik trampet godt igenenm på katten. "Eller vil du måske have et chok mere?" Spurgte han og slog med hovedet over i retning af fjernbetjeningen.

[Nathaniel]

"Jeg er under dig, bogstavligt?" hostede Nathaniel og skar ansigt. Hans indre organer brokkede sig over Palmers vægt. Han sank og holdt trængen til at kaste op nede. Farven havde forladt hans kinder.